Foto: Sikkerhedsstyrelsen

Myndigheder: Brug ikke skylanterner

Sikkerhedsstyrelsen, Trafikstyrelsen og Beredskabsstyrelsen anbefaler, at man lader være med at bruge såkaldte skylanterner, fordi de kan forårsage brand og forstyrre flysikkerheden.

De såkaldte skylanterner eller rispapirlamper er blevet særdeles populære ved festlige lejligheder.

Men selvom de er testet, og selve produktet ikke er farligt, så kan det nemt gå galt, når de svævende lys bliver sendt op i luften.

I weekenden var det formentlig en lanterne, der var årsag til at Lisegården i Liseleje brændte ned.

Derfor støtter Frederiksberg Brandvæsen op om myndighedernes budskab og fraråder al brug af lanterne.

- Vi får hver sommer en del henvendelser om brug af lanterner.

Lamperne kan virke harmløse, men driver en lampe med spritbriket ind af et åbentstående vindue, falder ned på en altan eller rammer et hus med stillads, kan den forårsage brand og dermed store og dyre skader. Det er et stort ansvar at påtage sig, at sende åben ild af sted uden opsyn, siger Tim Ole Simonsen, brandinspektør ved Frederiksberg Brandvæsen.