Musikalske unge står bag landets første borgerforslag

Foto: TV 2 Lorry

Via underskrifter har borgere i Albertslund bragt et forslag om at give musikere et sted at være for byrådet.

Hvis man som borger i Albertslund samler 672 underskrifter, kan man få sit forslag på dagsordenen i Albertslund Kommunalbestyrelse.

Her har man nemlig vedtaget en idé fra Alternativet, om at alle borgere kan få et punkt på dagsorden, hvis de indhenter nok underskrifter. De 672 underskrifter svarer til det ét mandat i kommunalbestyrelsen. 

02:01 Luk video

Det er 20-årige Faik Bilgic' forslag om et lokale til unge musikere, der mangler et sted at være i Albertslund, som bliver landets første borgerforslag, som kommer på dagsordenen i en kommune.

- Jeg vil gerne have et sted, hvor vi kan udvikle nogle ting. Et studie, et sted man kan male og udstille sine ting, siger han, da TV 2 Lorry møder ham i Albertslund.

Han drømmer om et kulturelt iværksætterhus, som de unge kalder Cre-A-Town. For selv om Albertslund har fokus på kultur, så henvender spillesteder som Musikhuset og Forbrændingen sig mere til et ældre publikum. 

Læs også Renoveret i 2013: Nu kan kulturhus komme til at lade livet

Tiden er måske også inde til, at vi finder et sted, hvor de unge kan slå sig løs på deres præmisser. Det bliver nok lidt mere anarkistisk end det gør andre steder, og det skal der også være plads til

Steen Christiansen, Soc.dem, borgmester, Albertslund

Lydhør borgmester

Borgmesteren er meget lydhør over for de unge. 

- Tiden er måske også inde til, at vi finder et sted, hvor de unge kan slå sig løs på deres præmisser. Det bliver nok lidt mere anarkistisk end det gør andre steder, og det skal der også være plads til, siger Steen Christiansen. 

Det er et forslag fra SF, der sidste år gjorde det muligt for borgere at stille forslag direkte i kommunalbestyrelsen. Kenni Flink, der ved valget til november stiller op for Alternativet, har hjulpet de unge med at samle de nødvendige 672 stemmer ind.

Læs også Succesduo fra Albertslund åbner Orange Scene

- Stort potentiale 

Han mener, at der er et stort potentiale i borgerdrevne forslag.

- Det handler først og fremmest om at vi skal have punkteret politikerleden. Det her er en god mulighed for at få en masse gode samtaler i gang med nogle målgrupper, der ikke nødvendigvis går ud og stemmer til et kommunalvalg. 

Albertslunds borgmester Steen Christiansen (S) glæder sig til at præsentere de unges forslag for byrådet.

- Jeg synes, det er et smukt initiativ fra de unge, og jeg sætter vildt meget pris på det engagement, og den idérigdom, der er fra de unge. 

Også i Rødovre er det muligt for borgere at stille forslag direkte til politikerne. Indtil videre er der dog intet forslag, der har nået den nødvendige opbakning endnu.

I Folketinget kan man få fremsat et forslag direkte i folketingssalen, hvis man har indsamlet 50.000 underskrifter.