Arkiv Foto: TV 2 Lorry (Arkiv)

Mistænkt for rovmord boede tæt på offer

Forud for grundlovsforhøret nægter to drabsmistænkte brødre sig skyldige i at have dræbt 81-årig kvinde.

Den ene af de to unge mænd, som nu er anholdt for drabet på den 81-årige Kirsten Inge Damsgaard, var registreret på en adresse ganske tæt på drabsofferet.

Den ældre kvinde blev dræbt i december, kneblet og bagbundet, i sin villa på Nordfrontvej i Gladsaxe.
Den ene af de to mænd, som nu er anholdt, havde adresse på Forsvarsvej, som er en sidevej.
- Han var registreret der, men boede der ikke, oplyser efterforskningsleder Charlotte Skovby.
Politiet har hele tiden arbejdet ud fra en teori om, at det ikke var helt tilfældigt, at den 81-årige kvinde blev offer.

Forbindelsen til adressen på Forsvarsvej kan altså være forklaringen på, hvorfor drabsmændene udså sig kvindens hus som mål for deres fatale togt.
Charlotte Skovby oplyser, at man har afhørt den mand, der i villaen på Forsvarsvej lægger adresse til den ene af de to anholdte.
De to mænd fremstilles i grundlovsforhør kl. 13 onsdag. Ifølge Ritzaus oplysninger er der tale om to brødre.
De blev anholdt sammen med deres kærester på Frederiksberg tirsdag aften. Den yngste af de to kvinder er nu løsladt, men politiet har endnu ikke taget stilling til, om den ældste af pigerne skal fremstilles for en dommer.
Mændene var i Danmark for at arbejde med at gøre rent.