01:00

Foto: Britta Lunnemann

1 af 2

Mishandling: Lama-Lenny spiddet med jernspyd

Ukendte gerningsmænd har spiddet en vagt-lama i det naturskønne område Sydhavnstippen i København.

Det naturskønne område Sydhavnstippen i København blev i weekenden skæmmet af en alt andet end naturskøn handling.

Sent lørdag aften eller tidlig søndag morgen stak ukendte gerningsmænd et næsten meterlangt, tilspidset gevindjern 20-30 cm op i lamaen Lennys bug.

Lamaen blev fundet søndag i en blodpøl.

- Den lå nede på jorden mellem nogle træer og var helt afkræftet, og vi prøvede at trække gevindjernet ud, men det kunne vi ikke, så der var ikke anden udvej, end at aflive den, siger Torben Christensen fra Sydhavnstippens Fårelaug til TV 2 Lorry.

Det blev på stedet besluttet straks at aflive dyret med en boltpistol for at skåne det for yderligere lidelse.

Lamaen Lenny var den en af to såkaldte alpakaer, som Sydhavnstippen anskaffede sig tidligere i år. Den gik i fårefolden sammen med 'Ulla'. Lamaernes job var at skræmme hunde væk fra de cirka 30 får i folden.

- Vi har anmeldt det til politiet, og jeg ved, at det lokale politi også er inddraget. Det er tilsyneladende nogle mennesker her i lokalområdet, som kan finde på at gøre sådan noget. Jeg synes, det er uforståeligt, at der er nogen mennesker, der kan mishandle dyr på den måde, siger Torben Christensen til TV 2 Lorry.

Sydhavnstippen er en tidligere losseplads, der i dag er forvandlet til et naturskønt - og fredet - område.

Torben Christensen fra Sydhavnstippens Fårelaug opfordrer folk til at henvende sig til politiet, hvis man har set eller hørt noget mistænkeligt i området.