Misbrugte kunders dankort

Den 24-årige bestyrer af en telebutik i Hørsholm blev idømt et år og ni måneders fængsel for 54 tilfælde af databedrageri og forsøg herpå.

Det blev resultatet, da Retten i Helsingør mandag afsagde dom i sagen over to brødre på 24 og 28 år.

Den 24-årige blev også fundet skyldig i to forhold af bedrageri ved indrykning af annoncer til en værdi af 78.380 kroner, som skal lægges oven i databedrageriet på ca. 890.000 kr.

Hans 28-årige bror, som var ejer af butikken, blev derimod totalt frifindet af dommeren og de to domsmænd.

Brødrene var tiltalt for at have fuppet en række kunder for dataoplysninger i den telebutik i Hørsholm Midtpunkt, som den ældste ejede, og den yngste bestyrede.

Oplysningerne blev senere brugt til at købe varer som smykker, rejser og telefonudstyr over internettet.

I løbet af sagens gang har anklager Marianne Buhl haft svært ved at bevise den 28-årige MKG's direkte medvirken til have afluret oplysningerne, og derfor valgte man undervejs at droppe størstedelen af anklagepunkterne mod ham, der altså også i sidste ende blev frifundet af retten.

Selve domsafsigelsen er da også et godt eksempel på omfanget af sagen.

Der skulle egentlig være faldet dom onsdag den 11. juni. Dette blev i første omgang rykket til fredag den 13. juni og sidenhen til mandag den 16. juni, så dommeren og de to domsmænd kunne nå godt omkring samtlige 76 tiltalepunkter.

Disse inkluderede databedrageri, forsøg på databedrageri, hæleri, bedrageri, dokumentfalsk, forsøg på dokumentfalsk og overtrædelse af varemærkeloven.

Sidstnævnte handlede om, at den 28-årige havde indkøbt reservedele fra England, som skulle sælges i butikken. Dele, som viste sig at være kopiprodukter. Selv kaldte han i retten dette for en fejl, også selv om butikken direkte har reklameret med, at der kun blev benyttet originale dele til reparation af mobiltelefoner.

I sin afgørelse lagde retten vægt på, at en del af delene ikke kunne ses af forbrugeren, og at der ikke var tale om så store mængder, at der kunne ske offentlig påtale. Da Apple ikke selv har anmeldt de falske dele, mente retten således, at der ikke kunne dømmes på dette punkt, og brødrene blev derfor frifundet.

Mobiltelefonerne til salg i butikken har også været i fokus, idet den 24-årige under sagen har erkendt at have købt nogle af dem af en bekendt på gaden i Kokkedal og siden solgt dem i butikken. Mobiltelefonerne viste sig at være stjålet, men det afviste den 24-årige ethvert kendskab til. Retten valgte da også at frikende ham på dette punkt.

Mest centralt har været anklagen om omfattende afluring af kortoplysninger fra især ældre kunder, der intetanende gjorde køb i butikken Yellow Mobile.

Efter sagen begyndte at rulle med anholdelse af brødreparret 12. marts 2013, fandt politiet under ransagninger nedskrevne kortoplysninger hjemme hos den 24-årige. I retten erkendte han da også visse tiltalepunkter, men afviste andre, selv om anklageren kunne påvise, at der sidenhen var brugt samme emailadresser eller telefonnumre, når der skulle shoppes for de aflurede oplysninger.

Den 24-årige har ikke ønsket at forklare, hvordan afluringen præcis fandt sted. Men flere fuppede kunder har i retten fortalt, at de fik en forklaring om, at der var problemer med dankortautomaten. Ekspedienten beholdt derfor kortet på den anden side af skranken i adskillige minutter, hvorunder han også talte i telefon på arabisk.

I et enkelt tilfælde bad ekspedienten om kundens NemID, som uden kundens vidende blev kopieret. Det førte senere samme dag til et forsøg på at overføre tæt ved 300.000 kroner fra kundens konto, hvilket dog blev forpurret af bankens advarselssystem og kundens hurtige reaktion.

Det vides endnu ikke, hvorvidt de tiltalte ønsker at anke dommen.