Minister nedsætter udvalg til at granske rockerborge

Justitsminister Karen Hækkerup nedsætter et udvalg, der skal kortlægge problemerne med rockerborge.

Et udvalg med repræsentanter fra forskellige myndigheder skal med udgangspunkt i planloven undersøge, hvordan man i fremtiden kan sikre, at der ikke bliver oprettet rockerborge i beboelsesområder i fremtiden.

Det oplyser justitsminister Karen Hækkerup (S) til Ritzau.

- Jeg nedsætter et bredt sammensat udvalg, der skal kortlægge de konkrete problemer, der er med rockerborge i lokalsamfundene og som også kan komme med forslag til, hvordan indsatsen mod rockerborge kan styrkes, siger hun.

Det bliver blandt andet repræsentanter fra Miljøministeriet, Justitsministeriet, Rigsadvokaten, politiet og kommunerne, der skal sidde i udvalget.

- Vi skal kigge på, hvad det er for nogen problemer, det fører med sig ude i lokalsamfundene, og hvad kan vi gøre for at forhindre, at der bliver etableret nye rockerborge, siger Karen Hækkerup.

Nedsættelsen af udvalget sker dagen efter, at Københavns Kommune opgav at fjerne en omstridt rockerborg i Vanløse. Kommunen havde forsøgt at få rockerne smidt ud, men det blev underkendt af Natur- og Miljøklagenævnet.

Og justitsministeren erkender, at det bliver mere end svært at gøre noget ved de eksisterende rockerborge - som for eksempel den på Tudskjærvej i Vanløse.

- Grundloven sætter nogle grænser for, hvor langt vi kan gå. Den beskytter danskerne, og den beskytter altså også de danskere, vi bryder os mindre om - som for eksempel dem, som går med rygmærker.

- Og det kan jeg ikke gøre noget ved, siger Karen Hækkerup.

Hun mener dog, at et stadig pres på rockerne er måden til at sende dem ud af beboelsesområderne.

- Politiet gør, hvad de kan, og de kører rigtig tit forbi derude. Det er mange hundrede gange, at de er på patrulje, så man skal ikke tage fejl af, at politiet er meget til stede i de områder, hvor der er en rockerborg, siger justitsministeren.

Onsdag eftermiddag har Dansk Folkeparti kaldt Karen Hækkerup i samråd om sagen.