Minister forlanger fuld åbenhed om flygtningetal

Rigspolitiet har tidligere meldt ud, at de ikke længere vil offentliggøre aktuelle flygtninge tal. Nu har justitsministeren bedt politiet om fortsætte.

Pressen og dermed danskerne vil fortsat bliver orienteret om skønstal over, hvor mange flygtninge der indtil videre har krydset grænsen.

- Har koordineret med Rigspolitiet at offentligheden også i den kommende tid vil få politiets skøn over flygtningesituationen, hedder det i et tweet fra justitsministeren Søren Pind.

Søndag tilføjer Søren Pind på Twitter, at han også forventer, at politiet i de kommende dage vil komme med skøn på, hvor mange der igen forlader Danmark.

- Jeg forventer, at politiet de næste dage også vurderer udrejste - efter alt at dømme vil tallene minde meget om hinanden, skriver justitsministeren på sin Twitter-profil.

Når politiet ikke længere mente, at det gav mening at offentliggøre tallene, så skyldes det ifølge Rigspolitiets kommunikationsrådgiver, at de er behæftet med stor usikkerhed, fordi det er umuligt at tjekke alle biler, busser og tog, der kommer over grænsen.

- Hvis vi skal melde tal ud, så skal det være tal, vi kan stå inde for. Vi kan godt forstå, at der er en stor interesse for det her. Men hvis vi skal give nogle tal, så skal det være nogen, som vi er rimelig sikre på giver et retvisende billede.

- Og i den situation, som vi står i nu, har vi ikke et fuldt overblik over præcis, hvor mange der kommer ind i landet, sagde Thomas Kristensen lørdag aften til Ritzau.