Foto: Lorry

Millionbesparelser truer Roskildes børn

Efter to omgange med betydelige nedskæringer i løbet af sidste år vil det være fatalt, hvis endnu en sparerunde blandt daginstitutioner, sfo'er og klubber bliver gennemført.      

I Roskilde Kommune har direktionen foreslået besparelser for 27 millioner kroner, som vil ramme institutionernes normering. Pædagogernes fagforening, BUPL, advarer politikerne mod at gennemføre forslagene, skriver DAGBLADET Roskilde.     
- Jeg var dybt rystet, da jeg læste det, for jeg synes, vi stod hårdt for tur sidste år, på både børneområdet, sfo-området og i klubberne, siger Bertha Langhoff Hansen, formand for BUPL Midtsjælland.
     
Bekymringen for niveauet i institutionerne bliver delt fra politisk side, men derfor er det langt fra sikkert, at besparelserne kan afværges.
     
- Jeg vil gerne undgå at skulle til at skære i serviceniveauet og i bemandingerne. Som det ser ud i øjeblikket, må man i stedet opsøge nogle alternative besparelser for at nå op på de sparemål, der er sat, siger Henrik Stougaard (SF), formand for skole- og børneudvalget?, til DAGBLADET Roskilde.