Mette Gjerskov overlever 'kup': Vinder parti-afstemning stort

Mette Gjerskov forbliver folketingskandidat for Roskildekredsen. Det står klart efter en afstemning mandag aften.

Eksminister Mette Gjerskov har vundet afstemningen om fortsat at være folketingskandidat i kredsen.

- Der var en del debat, som vi havde forventet. Og så blev det tydeligt, at der var er en stor del, som støttede op om Mette Gjerskov, og en mindre del, der støttede op om Niels Jespersen, siger Daniel Prehn mandag aften til TV 2 Lorry. 

Han er formand for Socialdemokratiets lokale partiforening i Roskilde.

Her er folketingspolitikeren Mette Gjerskov, der tidligere er minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, opstillet. I sidste uge kom det frem, at kræfter fra partiet forsøgte at kuppe den rutinerede politiker fra sin stol i Folketinget.

Afstemningen har tiltrukket sig særlig opmærksomhed, efter at flere har spekuleret i, om S-toppen på Christiansborg har haft et ønske om at afsætte den åbenmundede Mette Gjerskov.

Derfor gik medlemmer fra Socialdemokratiets Roskildekreds mandag aften til stemmeurnerne ved en generalforsamling for at få afgjort én gang for alle, hvem der skulle være kommunens folketingskandidat.

Ved generalforsamlingen var der mødt 161 medlemmer op for at stemme.

- Det var ret intenst det hele. Der er dug på ruderne herinde, så man kan godt se, at vi har været her, siger Daniel Prehn til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Det har været en rigtig god debat, vi har haft. Og jeg har aldrig oplevet, at der er kommet så mange for at stemme. Sidste gang tror jeg vi var 45 stemmeberettiget. 

Undgik 'kupforsøg'

Den 51-årige Mette Gjerskov har været medlem af Folketinget siden 2005. For en uge siden blev det annoceret, at hendes partifælle Niels Jespersen, der er bosat i København, gik efter at overtage hendes plads i folketingssalen ved at blive den nye kandidat fra Roskildekredsen.

Det, der af nogle betegnes som et 'kupforsøg', er opstået på baggrund af Gjerskovs fokus i folketingssalen. Her har hun ifølge kritiske røster ikke varetaget Roskildes interesser godt nok.

Samtidig har hun gået imod partitoppens linje på især udlændingeområdet.

- Det er ikke nogen hemmelighed for Roskilde-kredsen, at jeg er på venstrefløjen i Socialdemokratiet. 

- Jeg står for de klassiske socialdemokratiske værdier. Det har jeg haft fuld opbakning til i min kredsbestyrelse.

- Og jeg kan ikke genkende, at jeg ikke har arbejdet for Roskilde, har Mette Gjerskov tidligere sagt til Roskilde Avis.

Ved aftenens valg faldt majoriteten af stemmerne ud til Gjerskovs fordel med stemmerne 120 for hende, 33 for Niels Jespersen og otte blanke.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik