Foto: TV2/Lorry

Metroselskabet ser stort på påbud

Metroselskabet risikerer at få to bøder, fordi selskabet ikke har efterlevet advarsler fra Arbejdstilsynet.

Det fremgår af dokumenter, som Fagbladet 3F har fået aktindsigt i.

Under et tilsyn på byggepladsen i Nørrebroparken i januar opdagede Arbejdstilsynet problemerne.

Metroselskabet havde tre måneder forinden fået et strakspåbud for ikke at have styr på sikkerhedsplanerne for byggepladsen.

Og tre måneder senere var de stadig ikke i orden.

I oktober var Arbejdstilsynet på besøg i Nørrebroparken. Her blev der i alt givet 11 strakspåbud til Metroselskabet, hovedentreprenøren CMT og underentreprenøren Trevi.

Da Arbejdstilsynet vender tilbage tre måneder efter på kontrolbesøg, mangler Metroselskabet og CMT at rette op på fire af påbuddene.

- Når vi kommer på kontrolbesøg og opdager, at der ikke er rettet op på problemet, så overgiver vores jurister sagen til politiet med henblik på en straffesag.

Og det er der sagerne fra Nørrebroparken ligger nu, fortæller Karsten Bach Christensen, tilsynschef i Arbejdstilsynet.

Bødevarslerne til CMT er givet, fordi de ikke har sørget for, at der var forsvarlige flugtveje. Og fordi de ikke har holdt ordentligt tilsyn med byggepladsens transport- og adgangsveje.

Metroselskabet har fået bødevarsler, fordi de ikke har haft styr på sikkerhedsplanerne og på grund af problemer med den overordnede koordination af byggeriet.

I forvejen ligger Metroselskabet over landsgennemsnittet for arbejdsulykker. Og har danmarksrekorden i strakspåbud.

Metroselskabet erkender, at de ikke har været gode nok til at holde sikkerhedsplanerne opdaterede.

- Hvert enkelt påbud er blevet efterkommet, men proceduren til at have planerne opdateret løbende har ikke været effektiv nok. Vi monitorerer løbende vores entreprenørs arbejde, herunder sikkerhedsarbejdet, og vi påtaler og får straks rettet, hvis et forhold ikke er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt, siger Susanne Brendstrup, chef for arbejdsmiljø i Metroselskabet.