Ifølge Roskilde Avis mener kritikerne, at Gjerskov ikke varetager Roskildes interesser godt nok. Foto: Sophia Juliane Lydolph - Ritzau & Scanpix

Medie: S-opgør på vej mod eksminister i Roskilde

Mette Gjerskov gør ikke nok for Roskilde, lyder kritikken. Den kritik er eksministeren ikke enig i.

Der er et oprør på vej i Socialdemokratiet i Roskilde mod partiets nuværende folketingsmedlem, Mette Gjerskov. Her er den tidligere minister for fødevarer, landbrug og fiskeri opstillet.

Det skriver Roskilde Avis.

Ifølge avisen sker oprøret i et forsøg på at få en anden kandidat opstillet.

- Jeg er meget overrasket, for der er ikke nogen, som har kontaktet mig. Det lyder til, at der er brug for, at jeg får taget en god kop kaffe med en lokal fagforeningsmand, som har rejst kritikken, siger Gjerskov til Ritzau.

Socialdemokratiets formand i Roskilde-kredsen, Daniel Prehn, kender ikke noget til, at et opgør mod Gjerskov er på vej. Han mener, at kritikken er uberettiget.

Læs også FV15: Mette Gjerskov inde - trods færre stemmer

Gjerskov kan ikke genkende kritik 

Ifølge Roskilde Avis mener kritikerne, at Gjerskov ikke varetager Roskildes interesser godt nok.

Kritikerne er også utilfredse med, at Gjerskov tit er gået imod partitoppens linje på især udlændingeområdet.

- Det er ikke nogen hemmelighed for Roskilde-kredsen, at jeg er på venstrefløjen i Socialdemokratiet. 

- Jeg står for de klassiske socialdemokratiske værdier. Det har jeg haft fuld opbakning til i min kredsbestyrelse.

- Og jeg kan ikke genkende, at jeg ikke har arbejdet for Roskilde, siger Gjerskov.

Der er ifølge Roskilde Avis kritikere af Gjerskov i både den lokale fagbevægelse og i partiets organisation.

En af dem er formanden for 3F Roskildeegnen, Ole Holtse.

- Nogle af de vigtige spørgsmål for Roskilde er atomaffaldet på Risø, gode togforbindelser, udvikling af vore erhvervsskoler samt indgreb mod illegal taxakørsel som Uber.

- På de punkter, der er vigtige for os i Roskilde, har hun ikke vist nogen interesse og været totalt fraværende. Det er baggrunden for, at vi nu rejser denne kritik, siger Ole Holtse til avisen.

Læs også FV15: Mette Gjerskov genvalgt efter gyser

Gjerskov er ganske rolig

Gjerskov, som i øjeblikket er i New York, vil nu forsøge at komme i kontakt med Ole Holtse for at høre nærmere om hans utilfredshed. 

Der er generalforsamling i Roskilde-kredsen mandag i næste uge. Daniel Prehn forventer, at Gjerskovs kandidatur nu bliver et tema på generalforsamlingen.

- Jeg forventer en god debat, hvor der også er mulighed for at komme med kritik. Men mere dramatisk er det ikke, siger Daniel Prehn.

Gjerskov er umiddelbart ganske rolig omkring situationen.

- Jeg vil gerne på forhånd finde ud af, hvad der egentlig foregår. Altså hvor slemt det står til. Jeg kommer til generalforsamlingen, og så må jeg høre, hvad der bliver sagt, siger hun.

/ritzau/

Nedenfor kan du se et indslag om Mette Gjerskovs politiske bagland, der bliv vist på TV 2 Lorry i forbindelse med folketingsvalget i 2011.