Arkiv foto Foto: Lorry

Medarbejder tog strømmen til kongehuset

Amalienborg og omkring 4000 andre kunder i centrum af København mistede ifølge Dong strømmen i ti minutter.

Kongehuset og A.P. Møller Mærsk var blandt de prominente kunder, som torsdag formiddag fik taget strømmen i ti minutter.
      Det oplyser Dong Energy, efter en medarbejder ved en fejl kom til at slå strømmen fra til flere tusind kunder i centrum af København.
      - Strømafbrydelsen berørte ca. 4000 kunder i Frederiksstaden, altså Nyhavn til Toldboden og over mod Store Kongensgade.
      Det vil sige A.P Møller Mærsk og kongehuset vel også, siger kommunikationschef i Dong Energy Karsten Anker Petersen.
      Strømmen forsvandt klokken 9.25, men var allerede tilbage igen klokken 9.35. Ifølge Karsten Anker Petersen var det en menneskelig fejl, som førte til strømafbrydelsen.
      - Det var en fejlkobling, hvilket oversat til almindeligt sprog er en menneskelig fejl. Det var en medarbejder, der kom til at koble området ud fra en transformerstation i Adelgade, siger Karsten Anker Petersen.
      Han fortæller, at det ikke er en usædvanlig fejl, som ramte kunderne i centrum af København:
      - Det er ikke nogen ekstraordinær ting. Der sker jo ting og sager, og nogle gange får man trykket på de forkerte knapper.
      - Det kunne lige så godt være sket ude i Birkerød, og så var der ikke nogen, der havde opdaget det, siger Karsten Anker Petersen.