Mand og kvinde gik amok på politiet

En mand og en kvinde gik natten til lørdag amok på flere betjente i København i forbindelse med en anholdelse. Parret slog, spyttede efter og bed betjentene.

Politiet i København fik hænderne mere end fulde i forbindelse med en anholdelse natten til lørdag, hvor en ung mand og en ung kvinde gik amok på flere betjente.

Politiet blev oprindelig kaldt ud til en baggård, hvor en ung mand havde udøvet hærværk mod en skur. Manden blev anholdt uden de store problemer, men kort efter begyndte problemerne for de udsendte betjente.

De opsøgte således en lejlighed i Absalonsgade, som de kunne sætte i forbindelse med den anholdte, og her mødte de et ung par, der så rødt ved synet af betjentene.

- Man forsøger at bide den ene politimand, og den anden politimand bliver forsøgt slået med en flaske - uden at det lykkes, siger den centrale efterforskningsleder i København.

Betjentene på stedet fik tilkaldt assistance, og der faldt nogenlunde ro på parret - indtil de sad i politibilen på vej mod Station City.

- Under transporten får den mandlige anholdte mulighed for at sende en spytklat gennem luften, hvor han rammer en betjent i ansigtet, siger efterforskningslederen, siger den centrale efterforskningsleder.

- På detentionsgangen på Station City lykkes det så for den unge kvinde at banke til en kollega med et knytnæveslag i ansigtet.

Politiet vil nu forsøge at få de to for en dommer lørdag formiddag. To betjente er blevet sendt hjem med skader i forbindelse med slag og bid.