En 48-årig mand, der tilbragte onsdagen sammen med nogle venner i Pensionisthaverne ved Mørhøjvej i Husum, faldt onsdag aften i en voldgrav og druknede. Det oplyser Københavns Politis Centrale Efterforskningsleder Thomas Dürr.
Sammen med sine venner havde den 48-årige aftalt at gå ned til en nærliggende sø. Vennerne gik i forvejen, fordi den 48-årige talte i mobiltelefon. Senere fandt de ham liggende i voldgraven.
Han blev kørt til Rigshospitalets Traumeafdeling, hvor man blot en time efter at være blevet hevet op af voldgraven, erklærede ham død.
Politiet mener, at faldet i voldgraven skyldes egen uforsigtighed.
/ritzau/