Mænd dømt: Kastede molotovcocktails ind til mor og datter

Foto: Marie Hald / Scanpix

Fem mænd i alderen 17-20 år skal i fængsel for brandstiftelse mod vidne.

Fem mænd kastede i december 2015 tre molotovcocktails ind i hjemmet hos en kvinde i Avedøre, mens kvinden befandt sig i hjemmet sammen med sin 11-årige datter, sin kæreste og en barnepige.

Fredag blev de fem mænd i alderen 17-20 år ved Retten i Glostrup dømt for brandstiftelse.

Retten lagde vægt på, at der udover farligheden også var tale om vidnetrusler.

David Haahr, anklager 

De fem fik alle fængselsstraffe. Den korteste på to år og seks måneder, den længste på tre år og seks måneder.

Rettet mod vidne  

Som en skærpende omstændighed var forsøget på brandstiftelse rettet mod en kvinde, som skulle vidne mod en af de fem tiltalte under en anden retssag, hvor han senere blev dømt.

- Retten lagde vægt på, at der udover farligheden også var tale om vidnetrusler, siger anklager David Haahr til TV 2.

Mændene brugte tre halvanden liters flasker fyldt med benzin og klude som væge, som de satte ild til, inden de kastede dem ind i kvindens hjem.

Til alt held blev benzinen ikke antændt, men retten vurderede alligevel, at personerne i hjemmet havde været i overhængende livsfare.

Ændrede forklaring

De fem nægtede sig alle skyldige, men undervejs i sagen ændrede den ene forklaring.

- Han erkendte, men han forklarede, at han var alene om det. Men retten vurderede, at de alle fem havde begået det i fælleskab, siger David Haahr.

Tre af de tiltalte ankede dommen på stedet, en udbad sig betænkningstid og den sidste modtog dommen. For flere af dem var der tale om fællesstraf med tidligere domme.

Læs også på tv2.dkSe listen af kongelige og kendte: Mindst 114 blev overvåget i Se og Hør-sagen