Louisiana ejer verdens dyreste kunstværk

På papiret blev samlingen på kunstmuseet Louisiana mange hundrede millioner kroner mere værd i denne uge, skriver Kristeligt Dagblad.

Onsdag satte skulpturen "L'Homme Qui Marche" ("Den gående mand") af den schweiziske kunstner Alberto Giacometti ny rekord for kunst solgt på offentlig auktion. Med et hammerslag på 65 millioner pund - på den pæne side af en halv milliard kroner - fortrængte Giacometti dermed Picasso fra titlen som verdens dyreste kunstner.

- Det er L'Homme Qui Marche, ikke? Vi har den også, siger direktør Poul Erik Tøjner fra kunstmuseet Louisiana.

Konstateringen er nærmest en side- bemærkning, da Kristeligt Dagblad beder direktøren om en vurdering af rekordprisen.

I modsætning til malerier af eksempelvis Picasso, som kun findes i et eksemplar, så er bronzeskulpturer typisk støbt i to til fem eksemplarer, som alle anses for at være originale.

Derfor behøver kunstelskere blot at besøge Louisiana, hvis de vil se verdens dyreste kunstværk. Museet har en af Europas to fineste samlinger med værker af Alberto Giacometti, bestående af 20 værker, som blev købt hos kunstnerens enke.

Museumsdirektør Poul Erik Tøjner afviser, at rekordprisen påvirker museet.

- Det betyder ingenting for os. Det eneste vil være højere forsikringspriser, når vi udlåner værker. Vi lever ikke af at sælge kunst, men vi dør af at købe det, konstaterer Poul Erik Tøjner, som har svært ved at forholde sig til priserne på internationale kunstauktioner.

- Det er sjovt at se på, som et kapitalistisk totalteater. Auktionslivet er nærmest i olympisk disciplin. De beløb har ikke noget med museumsdrift at gøre. Vi er ude i en helt anden sfære, fastslår han.

For Poul Erik Tøjner er det vigtigt, at de besøgende ikke kommer for at se kunst på grund af prismærket, men for at se god kunst. Men han erkender, at rekordprisen kan skabe ny opmærksomhed om samlingen.

Danskere har også mulighed for at se en anden ægte Giacometti i Holstebro.

På gågaden står hans skulptur "Kvinde på kærre". Værket blev købt i 1966 af daværende borgmester Kaj Nielsen for den kontroversielle sum af 210.000 gode, vestjyske skattekroner.

Nu er vurderingen over 100 millioner kroner, og byen har investeret i en elevator, så "Maren o æ voun", som hun hedder i folkemunde, er i sikkerhed om natten, men til fri beskuelse om dagen.