Løkkes bilagsrod kan være lovligt

Embedsmænd i Frederiksborg Amt menes at have destrueret Lars Løkke Rasmussens dokumentation for formål med taxikørsel, da han var amtsborgmester.

Nye oplysninger tyder på, at kritikken af Lars Løkke
Rasmussens taxiregninger er uberettiget. Selv om den nuværende
finansminister var et rodehoved, som efterlod sig et kølvand af
sjuskede og uforståelige taxiboner, da han var amtsborgmester i
Frederiksborg Amt, sandsynliggør undersøgelser foretaget af
Morgenavisen Jyllands-Posten, at det gik lovligt for sig, da han
fra 1998 til 2001 fik betalt taxiregninger for 240.000 kr.
Dokumentationen for, at Løkke på taxiturene var ude i amtets
ærinde, er angiveligt destrueret.
Embedsmændene i amtet, som håndterede hans bilag, vil intet
sige.
Lars Løkke Rasmussen vil ikke udtale sig.
Alligevel er det muligt at sammenstykke pålidelige oplysninger
til et billede af, at embedsmænd i Frederiksborg Amt, i
Folketinget og i partiet Venstre i fællesskab sørgede for, at
regningerne kom de rigtige steder hen, så Lars Løkke Rasmussen
ikke kom galt af sted med sine tre kasketter som amtsborgmester,
folketingsmedlem og næstformand for Venstre.
De ulæselige taxiboner stod ikke alene: Månedlige fakturaer
over taxiturene, suppleret med Løkke Rasmussens kalender,
dokumenterede, hvad der var foregået. Og det kan sagtens have
været nok, siger lektor i forvaltningsret Sten Bønsing, Aalborg
Universitet.
- Det afgørende er ikke, hvad der står på taxibonen, men om
pengene er brugt til noget, der er lovligt. Det skal
dokumenteres, men loven stiller ingen særlige krav til hvordan.
En mødeindkaldelse eller en kalender kan opfylde kravet, hvis
der heraf fremgår et lovligt formål, siger Sten Bønsing.
En af dem, der holdt styr på Lars Løkke Rasmussens bilag, var
hans daværende sekretær i Folketinget, Kirsten Israelsen.
- Han kom og lagde bonerne på bordet foran mig, og så skulle
jeg sortere dem, siger Kirsten Israelsen.
Hun forklarer, at hun samarbejdede om Løkke Rasmussens
kalender med hans sekretær i Frederiksborg Amt, Ulla Bykær, og
med en bogholder hos Venstre.
En tidligere centralt placeret embedsmand i amtsforvaltningen,
der kun vil udtale sig anonymt, siger, at Lars Løkke Rasmussen
fik meget lang snor som amtsborgmester med sine sjuskede bilag,
fordi direktøren, Jeanette Birkelund, var bange for ham, og
prøvede at please ham.