Lokalpolitikers kæreste fanget i optøjer på Nørrebro

Lokalpolitikers kæreste blev både målskive for en flyvende brosten og kaldt racist i forbindelse med urolighederne på Nørrebro i går.  

Marcus Vesterager fra Socialdemokratiet. Foto: TV 2 Lorry

Socialdemokraten Marcus Vesteragers kæreste blev en ufrivillig del af de optøjer, der udspillede sig på Nørrebro i går aftes.

- Min kæreste havde spillet fodbold oppe i Mimersparken, så hun var på vej hjem og trak sin cykel, og på et tidspunkt lander en brosten foran hende. Hun kigger sig forvirret omkring og kan så se, at der står en gruppe, der råber racist efter hende. Hun var ret chokeret, fortæller Marcus Vesterager til TV 2 Lorry.

Urolighederne begyndte efter en demonstration arrangeret af den kontroversielle islamkritiker Rasmus Paludan på Blågårds Plads i København. Her blev der både kastet med brosten og sat ild til biler og containere.  

Marcus Vesterager, der er medlem af Borgerrepræsentationen i København, bor sammen med sin kæreste tæt på Blågårdsgade på Nørrebro.

Ifølge Marcus Vesterager satte hændelsen også sine spor hos kæresten.

- Hun var lidt utryg, og det forstår jeg godt, når der bliver kastet brosten efter hende. Hun opholdte sig inden for, og da jeg kom hjem, snakkede vi lidt om det. Og mens vi kunne høre helikopteren svæve over os, snakkede vi om, hvad det var, der egentligt skete. Hun var ret rystet, siger han. 

"Det gør mig trist"

Det er dog ikke kun kæresten, der er berørt over gårsdagens begivenheder. 

- Det gør mig trist. Jeg vil gerne komme hjem, og der er fred og fordragelighed, men det er der ikke, fordi der er nogen, der ikke følger reglerne og som ikke kan opføre sig ordentligt, siger Marcus Vesterager. 

Ifølge ham er optøjerne med til at tegne et skævvredet billede af Nørrebro.

- Der bliver tegnet et billede af Nørrebro, som ikke er sandt på grund af en galning, der laver nogle ting for at sætte fokus på sig selv. Det skal ties ihjel, så vi ikke bruger politiets ressourcer og tid, og så det ikke ødelægger det for os, der bor her, siger Marcus Vesterager.

Han understreger desuden, at urolighederne ikke får ham og hans kæreste til at se sig om efter et nyt kvarter at bosætte sig i.

Se indslag med Marcus Vesterager her:

02:43

Beboere på Amager vågnede op til et hav af afbrændte biler efter urolighederne på Nørrebro i København.

Luk video

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik