Lokalpolitiker: Ministre må løse problem med rockerborg

Foto: TV2/Lorry

I Københavns Kommune er mulighederne for at fjerne rockerborg i Vanløse udtømt efter et møde om sagen her til aften. Ministrene skal på banen nu, mener medlem af Borgerrepræsentationen.

Diskussionen om den omstridte rockerborg i Vanløse er bølget frem og tilbage mellem ministre og lokalpolitikere i København, mens naboerne har stået på sidelinjen uden indflydelse på rockergruppen Bandidos' indtog i parcelhuskvarteret.

Jakob Næsager (K), der er medlem af Københavns Borgerrepræsentation siger, at kommunens muligheder for at fjerne rockerborgen er udtømt, og at regeringen skal på banen.

Mandag aften har Københavns Teknik- og Miljøudvalg afholdt et møde, efter at Teknik- og Miljøforvaltningen har lavet en redegørelse over de værktøjer, som forvaltningen har med henblik på at fjerne rockerborgen.

- Forvaltningen kan se på, om byggeloven er overholdt, hvilket den mener, den er. Dermed har man gjort brug af alle de redskaber, som loven indeholder.

- Ministrene siger, at kommunen skal udnytte alle muligheder. Nu har vi fået en redegørelse for samtlige af kommunens handlemuligheder fra forvaltningen. Når vi kigger i værktøjskassen, så må vi konstatere, at de småværktøjer der, de rækker ikke, siger Jakob Næsager.

Beboerne i og omkring Tudskærvej har i lang tid udtrykt deres frustration over rockerborgen.

Natur- og Miljøklagenævnet har tidligere underkendt kommunens afgørelse, som forbød rockergruppen at benytte huset som klubhus.

Justitsminister Karen Hækkerup (S) har tidligere været i samråd om den konkrete sag fra Vanløse, hvor hun henviste til, at grundloven forhindrer, at politikerne kan lovgive mod rockerborge.

Men Jakob Næsager stiller sig ikke tilfreds med den holdning.

- Justitsministeren kan ændre hashklubloven, som blev indført for at lukke hashklubber, og hvis den udvides til at gælde rockerklubber, vil man kunne lukke dem, siger han og kræver også miljøminister Kirsten Brosbøl (S) på banen:

- Miljøministeren kan ændre planloven, så man sidestiller rockeraktiviteter med erhvervsvirksomhed, så er de nødt til at rykke ud af boligområderne.