Løfter om kortere ventetid ikke indfriet

I sommer lovede politikerne i Region Hovedstaden, at det inden oktober ville være slut med lange ventetider på skadestuerne. Men folk venter stadig for længe - og det vil de blive ved med et stykke tid endnu, melder hospitalerne. Det skriver Berlingske

Regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (S) og Region Hovedstadens øvrige politikere har ikke indfriet et løfte til borgerne om en hurtig løsning på problemet med lang ventetid på skadestuerne. Der er sket visse forbedringer siden i sommer, men i spidsbelastningsperioder venter for mange patienter stadig alt for længe, lyder meldingen fra hovedstadsområdets største skadestuer.
Da Berlingske i sommer beskrev, hvordan patienter på skadestuerne risikerede at vente i 12 timer eller mere på at blive behandlet, kvitterede regionen 11. august med en handlingsplan. Den skulle sikre, at det inden for en måned ville være slut med lange ventetider. »De problemer skal vi have løst, og det kan ikke gå for hurtigt,« sagde Vibeke Storm Rasmussen. Men på de største skadestuer er der stadig problemer med ventetid:
»Vi har en generelt lavere ventetid end i foråret og sommeren, men der er stadig dage, hvor ventetiden bliver meget lang. Det kan være dage, hvor der er sygdom blandt personalet, eller hvor der kommer flere alvorlige skader ind - de dage kan vi stadig ikke undgå, at det sander til,« siger Marie Hasle, der er tillidsrepræsentant på Herlev Hospitals skadestue - hovedstadens travleste - hvor nogle af patienterne tidligere på året ventede 10-12 timer på behandling.
Liv i gaderne giver flere skader
Nu har personalet ekstra fokus på at sikre, at patienterne ikke venter over fire timer, før behandlingen begynder. Men det skrider, hvis der kommer ekstra mange patienter ind eller flere alvorligt tilskadekomne på samme tid.
»Det positive er, at der nu er fokus på problemet. Og der er en række initiativer på vej, som vil hjælpe til at nedbringe ventetiden. Men det er klart, at der vil gå nogle måneder, og at vi måske skal på den anden side af nytår, før vi for alvor får bugt med ventetiden,« siger Marie Hasle til Berlingske.
Samme melding kommer fra personalet på Bispebjerg Hospital og Hvidovre Hospitals skadestuer. Efter en stille sensommerperiode har der i de seneste uger været ekstra travlt fordi bl.a. VM i cykling, Christianias 40 års jubilæum og godt sensommervejr har givet ekstra liv i Københavns gader - og ekstra mange skader og patienter på skadestuen på bl.a. Bispebjerg. Det har betydet, at patienterne venter længere, end de burde.
Både Hvidovre og Bispebjerg hospitalers skadestuer har ændret på arbejdsgangene og bl.a. oprettet en hurtigkø, hvor en læge og en sygeplejerske forsøger at sikre patienter med småskader en hurtig behandling. Samtidig kan man i højere grad end tidligere trække på lægehjælp fra andre afdelinger på hospitalet, altsammen i et forsøg på at nedbringe ventetiden. Men det har ikke kunnet løse problemet.
Personalet ser derfor frem til, at de ca. 2,5 mio. kr., som hvert hospital i Region Hovedstaden har fået til at ansætte ekstra skadestuepersonale, bliver udmøntet. Først når de ekstra læger og sygeplejersker er på plads i løbet af de kommende måneder, vil det for alvor rykke ved ventetiden, lyder det fra Bispebjerg, Herlev og Hvidovre.
Skadestuepersonalets oplevelser bekræftes af en analyse af 6.000 patientforløb på skadestuerne i København i august. Den viser, at skadestuerne i spidsbelastningsperioder ikke kan følge med antallet af patienter - hvilket betyder, at det kan vare op til syv timer at få behandlet f.eks. et brækket håndled. Regionsrådsformanden advarer
Regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (S) erkender, at problemerne på skadestuerne ikke er løst som lovet. Og advarer samtidig om, at en løsning kan ligge et stykke ude i tiden.
»Det er ikke godt nok, og det er uacceptabelt, at nogle patienter stadig venter i timevis. Det må hospitalerne løse, og derfor har vi afkrævet dem hurtige handleplaner og sikret en stor pose penge, som de kan søge til at ansætte ekstra personale. Så må de løse problemet på den korte bane. Vi i regionen skal nu sikre en langsigtet plan for, hvordan de praktiserende læger kan hjælpe til med at aflaste skadestuerne. Det kræver et større analysearbejde og en høringsrunde hos bl.a. lægerne, så er det klart, at det vil tage noget tid før en langsigtet løsning er på plads. Men der skal helt afgjort sikres en løsning på sigt,« siger Vibeke Storm Rasmussen til Berlingske.

Mest læst i dag

Se flere

Mest læst i dag

Se flere

Samfund

20191202-185853-5-1920x1279we

playTrods lunken modtagelse ser boligministeren positivt på ny ghettoliste

julefrokost

Hårdt pressede restauranter: Ni ud af ti julefrokoster i år er aflyst

Gadehavegård, Ibrahim El-Khatib

play”Det er ligegyldigt, at vi er røget af ghettolisten. Skaden er sket”

Bispeparken

playFandt 22 beboere med uddannelse fra udlandet - nu ryger boligområde af ghettoliste

Lorryland

Forsiden lige nu

Se flere

På forsiden nu

Se flere