Ingen fly må lette eller lande i lufthavnen

Byge af bombetrusler: Lufthavn og center evakueres

Roskilde Lufthavn og Ro's Torv er udsat for bombetrusler. Begge stedet evakueres. Flere steder i København er der også indgivet bombetrusler.

OPDATERING KLOKKEN 16.00:

Ifølge Rigspolitiet samlees al efterforskning i sagerne om bombetrusler hos Midt- og Vestsjællands Politi. Det oplyser Rigspolitiet på Twitter.

Til Ekstra Bladet udtaler kommunikationskonsulent Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi, at politiet forsøger at samle trådene hos dem.

Original artikel:

Roskilde Lufthavn og Ro's Torv i Roskilde er begge ryddet for mennesker på grund af bombetrusler. 

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.

Pressechef ved Københavns Lufthavn, Kasper Hyllested kan bekræfte, at lufthavnen har sat alt på stand by. 

- Jeg kan fortælle, at vi har sendt en besked ud til alle fly om, at de hverken må lette eller lande i Roskilde Lufthavn, siger han.

Politiet understreger, at ingen er kommet til skade. 

Også i København og Slagelse

Samtidig bekræfter Københavns Politi over for TV 2 Lorry, at der  desuden er indgivet bombetrusler i hovedstadsområdet. Her har man dog valgt ikke at tage dem alvorligt.

-Der er mailet flere bombetrusler mod flere lokaliteter, og de kommer fra samme afsender. Vi har vurderet dem og tager dem ikke alvorligt, lyder det fra den centrale vagtleder hos Københavns politi. 

Også i Slagelse er der en bombetrussel lige nu. Det sker i Vestsjællandscentret Vestsjællandscentret på Jernbanegade.

- Vi har sendt alt disponibelt personale til centret. For en sikkerhedsskyld har vi også sendt en ambulance til stedet, siger vagtchef Henrik Karlsen til TV 2 Øst. 

CBS er også ramt

Copenhagen Business School har også fået bombetrusler mandag. 

Presseansvarlig ved CBS, Mikael Koldby, bekræfter, at den store uddannelsesinstitution blev ramt af truslerne. 

- Vi har et internt varslingsystem og sendte advarsler ud per mail og sms. Efter dialog med Københavns politi valgte vi dog at afblæse alarmen 10-15 minutter senere, fortæller han.

 TV 2 Lorry følger sagen. 

Ro's Torv er mandag eftermiddag evakueret. Foto: Bjarke Ørsted