Foto: Google maps

Færdselsuheld: Mand flygtede fra såret kvinde

I øjeblikket jager Københavns Politi en mand, der er flygtet fra et færdselsuheld på Amager, København.

Både ambulancereddere og politibetjente har haft travlt på Vejlands Allé på Amager.

Søndag morgen kørte to biler sammen i krydset, hvorefter én af de implicerede mænd flygtede fra stedet.

Det fortæller vagtchef Carsten Reenberg fra Københavns Politi til Ekstra Bladet:

- Det var et færdselsuheld. Føreren af den ene bil var undløbet fra stedet, og så har vi forsøgt at søge efter ham med hunde. Vi har ikke fundet ham endnu.

Eftersøgningen er nu indstillet, uden at politiet har pågrebet manden.

Ifølge Ekstra Bladet stak han dog ikke alene af fra færdselsuheldet, men også fra en tilskadekommen kvinde, som var med i bilen, da ulykken skete.

- Det kan jeg godt bekræfte. Hun er blevet kørt på hospitalet, siger Carsten Reenberg, som ikke har overblik over kvindens tilstand, men afviser, at det er livstruende.