Laser ødelægger synet

Omkring 80 danskere får i år ødelagt synet af de populære laserøjenoperationer, som cirka 8.000 danskere i år forventes at få foretaget. De private klinikker fortæller dog ikke om den risiko, skriver metroXpress.»Vi ved, at der er én ud af hundrede, som får et dårligere syn efter operationen.

Man kommer
simpelthen til at se mindre klart. Det er permanent og kan ikke
opereres væk. Det er meget vigtigt, at patienterne får dette at
vide inden operationen. Ellers tager man beslutningen om
operationen på et forkert grundlag,« siger Jesper Hjortdal,
ekspert i diagnostik og behandling af hornhinde-lidelser fra
øjenafdelingen på Århus Kommunehospital, der er specialist i
specielle laser-operationer.

De mange private klinikker i Danmark
skriver dog ikke noget om risikoen på deres hjemmesider. Til
gengæld bruger firmaerne mange linjer på at beskrive, hvor
sikker operationen er.

En øjenlaseroperation anses for sikker',
skriver et firma, mens en anden privatklinik beskriver risikoen
således: 'En LASIK-øjenoperation anses for at være en meget
sikker behandling med minimale midlertidige
bivirkninger'.

Eksperten i øjenoperationer mener, at det er
mangelfuld rådgivning: »Jeg håber, at den personlige vejledning
er mere fyldestgørende. Det er dog under alle omstændigheder
ikke optimalt, at man vildleder kommende patienter på
hjemmesiderne,« siger Jesper Hjortdal.

Forbrugerrådet opfordrer
klinikkerne til at lægge risikoen frem på deres hjemmesider.»Det
er meget vigtigt at lægge alle risici og al information frem.
Ellers kan man ikke tage imod denne operation på et ordentligt
grundlag som patient.

Forklarer man ikke om alle ulemper, så
bliver det så dårlig information, at man ikke kan vurdere, om
man har lyst til at tage risikoen,« siger Sine Jensen, som er
sundhedspolitisk medarbejder. Forbrugerrådet mener, der er god
grund til at holde godt øje med disse operationer fremover.