Foto: Martin Sylvest Andersen / Scanpix

Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix

1 af 2

Landskamp og DHL i aften: Forvent trafikkaos i København

I aften er der både landskamp i Parken og DHL i Fælledparken. Politiet forventer større trafikale problemer.

Op mod 70.000 mennesker skal i aften enten løbe DHL-stafet i Fælledparken eller se landskamp i Telia Parken, hvor Danmark møder Polen i VM-kvalifikationen. 

Københavns Politi forventer i den forbindelse "større trafikale problemer" i området og skriver i et tweet, at man opfordrer til, at trafikanter finder alternative veje. 

Det forventes, at mellem 30.000 og 35.000 deltagere vil snøre løbeskoene til DHL-løbet fredag aften, mens DBU har meldt udsolgt og forventer ca. 36.500 tilskuere til landskampen. 

Lad bilen stå derhjemme

DBU opfordrer til, at man lader bilen stå derhjemme og istedet tager offentlig transport, hvis man skal til Østerbro eller omegn i aften.

DBU anbefaler derudover, at man kommer to timer før kampstart. Kampen har kickoff klokken 20.45.

- For at det kan fungere optimalt, er det vigtigt, at folk kommer i rigtigt god tid, da det både kan være svært at komme frem til Telia Parken og tage ekstra tid at komme ind på stadion, siger Jakob Høyer, der er kommunikationchef i DBU.