Foto: TV 2 Lorry (Arkiv)

Landets voldeligste kommuner ligger på Københavns Vestegn

Vil man leve uden risiko for at blive udsat for vold, er Danmarks østligst beboede ø, Christiansø, stedet at bo. Siden 2007 har ingen blandt de omkring 90 indbyggere anmeldt et eneste voldstilfælde.

Anderledes ser det ud på den københavnske Vestegn: Glostrup, Albertslund og Brøndby er således de tre kommuner i landet, hvor der sker flest anmeldelser om vold i forhold til indbyggertallet.

I alle tre kommuner er der over fire anmeldelser om vold for hver 1.000 indbyggere.

Det viser tal fra årets første tre kvartaler ifølge Danmarks Statistik iflge metroxpress.

Ifølge vicepolitiinspektør i Vestegnens Politi Carsten Jansson skal en stor del af forklaringen søges i fodboldkampene på Brøndby Stadion. Når tusindvis af fodboldfans strømmer til superligaopgørene, ikke mindst via Glostrup Station, medfølger der desværre stribevis af nævekampe, trusler og angreb på betjente.

»Vi har nogle gevaldige voldsepisoder indimellem. Det gælder både, når fansene skal til og fra stadion,« siger han til metroxpress.

Vicepolitiinspektøren mener dog ikke, at borgerne her er i større fare, end det er tilfældet i andre kommuner, da voldsepisoderne ofte er indbyrdes kampe.

I Esbjerg, som i de forgangne to år havde flest voldsanmeldelser pr. 1.000 indbyggere, ser udviklingen ud til at være vendt. Hvor tallet samme tid sidste år var 3,6 voldsanmeldelser pr. 1.000 indbyggere, er det nu dalet til 2,9.

»Vi har i flere år sat ind over for volden i nattelivet. Vi har været mere til stede og har haft en målrettet indsats,« siger leder af Kriminalpræventivt Sekretariat i Syd- og Sønderjyllands Politi Christian Østergård.