Foto: TV2/Lorry

Kysten bliver ædt af hårdt vejr

De mange storme og det hårde vejr æder af kyster og klitter. Ved Melby Overdrev syd for Liseleje er der forsvundet op mod tre meter klit det seneste år, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Hvor man tidligere kunne gå direkte ned på stranden fra klitterne, er der nu en næsten lodret klitkant på flere meter ned mod stranden ud for Melby Overdrev mellem Liseleje og Tisvilde, og kun de officielle stier kan nu benyttes.

Således har det voldsomme vejr spist godt og grundigt af kystområdet, hvor op mod tre meter klit er forsvundet det seneste år. Det fortæller Alice Skaubye, der næsten dagligt går tur langs vandet.
- Det er ikke helt galt, hvis vi siger, at der er taget omkring tre meter i løbet af året her i området, men allerede de sidste par vintre er der også taget et par meter, siger Alice Skaubye, der også efter de sidste par dages stormvejr kan se tydelig forskel i forhold til før nytår.

Selve området og de forsvindende kyster har før været i vælten i forbindelse med sandfodring og anlæg af høfder, fordi der er erosion af kysten i kystområdet.