Foto: TV 2 Lorry

Kystbane-kaos får folk til at købe bil

Myldretidstogene var fredag morgen aflyst og resten af togene var forsinkede. Pendlerne mener at DSB lader stå til, mens de kommer for sent på job igen og igen.

Louise Ørstrøm var vidne til fredag morgens kaos på Kystbanen

- Mit første tog var aflyst og det næste var forsinket. Så det endte med at jeg var 40 min forsinket til det jeg skulle.

Louise Ørstrøm bor i Helsingør og har pendlet med Kystbanen de sidste to år. Men nu er de slut. De mange aflysninger og forsinkelser, har resulteret i, at hun har købt en bil.

- Der var så mange forsinkelser, at jeg for tit kom for sent på arbejde. Jeg synes ikke det var pålideligt længere.

Louise ville dog helst tage toget til jobbet i Lyngby, hvor hun underviser på Handelshøjskolen.

- Jeg går egentlig ind for den kollektive trafik og undvære at køre til arbejde hver dag. Lige nu har vi faktisk to biler, hvor vi kunne have nøjes med en, hvis Kystbanen var pålidelig.

På Skodsborg Station blokerede et tog fredag morgen det ene spor, så togene ind til byen holdt stille i op til 30 min. Og også her er passagererne trætte af aflyste og forsinkede tog, fortæller en lokal pendler:

- Jeg synes det er forkasteligt at man har de her forsinkelser på Kystbanen. Det er jo hver dag, siger Pierre Balling.

Derfor er han og hans hustru nødsaget til at tage deres forbehold, når de rejser med toget

- Vi tør ikke stole på køreplanen. Vi tager altid et tog 20 min før vi egentlig skal være fremme. Og det er irriterende.

Både Louise Ørstrøm og Pierre Balling håber nu, at den nye transportminister vil tage hånd om de massive problemer.

- Jeg håber at han som minister vil gøre noget for den kollektive trafik generelt, og i det her tilfælde for Kystbanen, siger Louise Ørstrøm.