Kvinder syer huer til kræftramte et døgn i streg: ”Det er rart at gøre den forskel”

Kvinder fra Frederikssund har 24 timer i træk bemandet symaskinerne for at glæde hundredvis af kræftramte kvinder.

01:48

- Vi kender alle en, der har været ramt af kræft. Jeg har selv en veninde, der blev ramt, så har også haft det tæt inde på livet, siger Pia Nygaard.

Alle der syr, ved at stofresterne ind i mellem hober sig op. Enten ryger de i skraldespanden eller ender bagerst i skabet. Men nu har 41-årige Pia Nygaard fået en idé til, hvad danskernes stofrester blandt andet kan bruges til.

Hun har taget initiativ til et 'kemohue-maraton'. Et event, hvor der skal syes huer til kræftramte kvinder, der har mistet håret.

- Vi gør det, fordi der er mange, der er ramt af kræft. Og det er ikke alle, der har overskuddet til at få købt en pæn hue. Eller overhovedet at få købt en hue, når de er ramt af kræft, siger Pia Nygaard, der er uddannet designer.

 

Idéen med at gøre det over 24 timer er at tiltrække folk og skabe opmærksomhed omkring projektet.

- Hvis vi skulle sy mange kemohuer, så betød det, at vi skulle prøve at få mange med. Og hvis vi skulle få mange med, skulle vi gøre noget, der var anerledes. Noget der var sjovt og noget der kunne samle folk. Og det blev så til et 24 timers sy-maraton, siger Pia Nygaard.

 

Samler Frederikssund

70 frivillige kvinder fra hele Frederikssund har meldt sig for at støtte op om Pia Nygaards projekt.

- Det er en masse frivillige, der har meldt sig til at sy. Man melder sig for minimum to timer af gangen, og enkelte sidder helt op til seks timer i streg. Og symaskinerne er bemandet alle 24 timer i træk, siger Pia Nygaard.

En af dem der har meldt sig, er Anne Nobel fra Frederikssund, som forstår nødvendigheden af en hue.

- Jeg har selv alopecia (skaldethed pga. sygdom), så jeg har ikke noget hår. Og jeg ved, hvor kold man bliver helt ned i storetæerne af ikke at have noget på hovedet, når det bliver koldt, siger Anne Nobel.

 

Andre har selv haft sygdommen kræft.

- Jeg har selv været en af dem, der har haft kræft. Og når man har haft det, så ved man, hvor meget det tyder, at der er nogen, der tænker på en. Det betyder rigtig meget, siger Dorrit Kousgaard fra Frederikssund, der også har meldt sig frivilligt.

Et personligt projekt

- Det er også lidt et personligt projekt. Jeg har to veninder, der har haft kræft tæt inde på livet. Men vi gør det for at gøre en forskel der, hvor vi kan gøre en forskel. Og så bare at se glæden, når vi afleverer kemohuerne på Herlev Hospital. Glæden i sygeplejerskerne. Det er så rørerende, og det er rart at kunne gøre den forskel, siger Pia Nygaard og forsætter:

- De er ramt af en sygdom, og de har det skidt, og det, at de bare kan få lov at tage en hue, ligeså vel som de kan få lov at tage et stykke frugt, når de er i behandling, det gør en stor forskel for dem, siger Pia Nygaard.

 

Pia Nygaard håbede på, at de i løbet af de 24 timer kunne sy 1.500 kemohuer. Og det mål blev nået.

Da TV 2 Lorry talte med Pia Nygaard efter 24 timer havde de 70 kvinder syet 1.791 kemohuer.

- Det er vildt med alle de piger, der har været med til at lave det her. Uden dem gik det aldrig, siger Pia Nygaard.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik