Arkivfoto Foto: Nils Meilvang - Scanpix

Kvinde løslades efter påkørsel af 7-årig

En 7-årig dreng blev fredag kørt ned af en kvindelig bilist på Nørrebro. Kvinden var påvirket af euforiserende stoffer.

En 44-årig kvindelig bilist slipper for eventuel varetægtsfængsling, efter at politiet har droppet at tage hende i grundlovsforhør.

Det skriver Ritzau.

Kvinden påkørte fredag aften en 7-årig dreng, der løb lige ud foran hende på Lundtoftegade i København.

Kvinden var ved påkørslen påvirket af euforiserende stoffer, og det er hun blevet sigtet for.

Det er en skærpende omstændighed, når man er påvirket og involveret i et trafikuheld. 

Læs også Politiet: Kvindelig bilist var skæv ved påkørsel af dreng

Uden for livsfare

Ifølge vagtchef Henrik Moll, er kvinden meget berørt af situationen.

Ulykken skete kort før klokken 19 på Lundtoftegade. Vagtchef Henrik Moll har givet indtryk af, at bilisten ikke havde mulighed for at undgå påkørslen.

- Han løber lige ud foran en bil og bliver ramt, har Moll sagt.

Barnet var i første omgang i kritisk tilstand. Han blev bragt til Rigshospitalets Traumecenter, men hans tilstand blev lørdag bedre, så han var uden for livsfare. 

Læs også Alvorligt biluheld: Syvårig drengs tilstand er stabil