Arkiv Foto: Colourbox

Kvinde indlagt på Rigshospitalet efter brand

En 29-årig kvinde blev natten til søndag reddet ud af sin brændende lejlighed i Skælskør.

En 29-årig kvinde blev natten til søndag i bevidstløs tilstand reddet ud af sin lejlighed i forbindelse med en brand.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fik anmeldelsen om branden på Carl Medingsvej i Skælskør klokken 03.53 fra den 29-åriges overbo.

- Branden opstod i kvindens lejlighed på 1. sal. Det lykkedes at redde hende ud, og hun er indlagt på Rigshospitalet med røgforgiftning, siger vagtchef Jens Frederiksen.

Læs også Ung bilist på flugt fik fodgængere til at springe for livet

Han kan søndag formiddag ikke sige noget nærmere om kvindens tilstand.

Ilden opstod i en gryde på et komfur i hendes lejlighed, der er voldsomt røg- og sodskadet. 

Branden bredte sig ikke til de andre lejligheder i ejendommen, og det var ifølge vagtchefen heller ikke nødvendigt at evakuere de øvrige beboere.

/ritzau/