Kvickly vil have flere lokale grøntsager

Jordbær om sommeren direkte fra en gård i Værløse og hindbærgløgg som en julespecialitet fra samme nordsjællandske producent.

Det er nogle af de regionale fødevarer som har været stor succes hos Kvickly i Holte, fortæller souschef Klaus Jensen, Kvickly i Holte.

Butikken er en af 12 Kvickly-butikker i Nordsjælland og på Amager som i et samarbejde med Fødevarenetværket Smag på Nordsjælland gennem det sidste år har haft lokalt producerede fødevarer på hylderne.

Nu skal samarbejdet udvides - og parterne jagter flere producenter, som har lyst til at levere direkte til detailbutikkerne, skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Det er nu producenterne planlægger næste dyrkningssæson, og her er en mulighed som mindre producenter sjældent får, nemlig at man kan levere direkte til enkelte butikker i stedet for at skulle binde sig til at levere store mængder til mange butikker, fortæller formanden for Smag på Nordsjælland, Torben Bo Toft Christensen, Rokkedyssegaard.

Han håber, at 10 nye producenter vil binde sig til at levere efter et fælles informationsmøde den 5. februar.

- Interessen for lokale produkter er klart stigende, og det giver motivation til fortsat samarbejde med Kvickly. Det er nok især de sommerfriske produkter som ærter og nye kartofler der mangler- men også andre produkter står på ønskesedlen, siger han til Frederiksborg Amts Avis.

Der er dog udfordringer i samarbejdet, viser det første års erfaringer.

- De lokale fødevarer - især når vi taler om andet end frisk frugt og grønt - kan drukne i det store vareudbud. Historien bag produktet, som man kan præsentere i en gårdbutik, forsvinder lidt. Vi vil derfor i det kommende år eksperimentere med at lave en shop-in-shop for de nordsjællandske produkter i en enkelt butik, siger Torben Bo Toft Christensen.