Kritik af Lille Syd-banen

Tog-passagererne på Lille Syd-banen mellem Næstved, Køge og Roskilde kan glæde sig over, at togene kom til tiden på banelinien i 2009, skriver DAGBLADET Køge.
Men billedet er langt fra så rosenrødt, som det bliver malet af DSB, slår pendlerrepræsentant på Lille Syd, Hans Nydam Buch, fast.
- Det er rigtigt, at det går godt på selve Lille Syd, men sandheden er også, at de fleste passagerer på strækningen er pendlere, og at det går meget skidt med forbindelserne til Lille Syd, siger Hans Nydam Buch, som selv bor i Havdrup og tager over Roskilde til København for at arbejde.
- I Roskilde har der været meget upræcise tog ind mod København, og togene er overfyldte. Samtidig skal vi hver eftermiddag vente 20 minutter i Roskilde, fordi køreplanerne ikke passer sammen, påpeger pendler-repræsentanten, der allerede har opfordret DSB til at gøre noget ved problemerne og appelleret til, at der sættes ekstra materiel ind på strækningen Roskilde-København for at skaffe plads til passagerne.
- Samtidig skal man huske på, at der for bare tre år siden var gennemkørende tog fra København til Næstved over Roskilde og Køge, men det er der jo ikke mere. På den måde er det kun den halve sandhed, DSB fortæller, vurderer Hans Nydam Buch.