Krise lammer københavnsk boligbyggeri

Salget af grunde til en række prestigefyldte boligbyggerier i Ørestad og Københavns Havn styrtdykker nu som følge af finanskrisen.

Udviklingsselskabet By
& Havn, som står for byudviklingen og ejes af staten samt
Københavns Kommune erkender, at krisen lægger en alvorlig dæmper
på investeringer i det planlagte byggeboom. Selskabet forventer
næste år at sælge byggeretter for 20.000 etagemeter bolig- og
erhvervsbyggeri mod 635.000 etagemeter i Ørestad i jubelåret
2006. Salget i år er endnu kun nået op på 10.000 etagemeter.
»Byggeriet har foretaget en katastrofeopbremsning, og der vil
sikkert gå mange år, før det vender igen. Spørgsmålet er, om man
ikke skal vente med at byudvikle havnearealerne, indtil krisen
er overstået. Til den tid prioriterer Københavns Kommune måske
noget helt andet end i dag,« siger ekspert i boligøkonomi på
Københavns Handelshøjskole, lektor Jens Lunde. Mange
ejendomsudviklingsselskaber, som traditionelt investerer i
byudviklingsområder, har i øjeblikket svært ved at holde skindet
på næsen, fordi de er brændt inde med projektboliger, der i
øjeblikket ikke kan sælges. By & Havn vil dog fortsætte
byudviklingen af det højtprofilerede havneområde for at være
forberedte, når finanskrisen er forbi, oplyser økonomidirektør
Michael Soetmann. »Men det er klart, at finanskrisen påvirker
både havnen og Ørestad. Vi har mærket en afmatning blandt
køberne,« siger han. Således slås Skandinaviens største
byudviklingsprojekt i Københavns Nordhavn aktuelt med manglende
interesse fra investorer.