Krig om flykunder efter Sterling-kollaps

Blækket er næppe tørt på konkursbegæringen fra Sterling, før konkurrenterne kaster sig over de ruter, som de selv mener er profitable, skriver dagbladet Børsen torsdag. Alle står klar til at tage en bid af kagen, og forrest står Sterlings tidligere samarbejdspartner Norwegian.

Det norske lavprisselskab fortalte
i går aftes, at det har tænkt sig at etablere en base i
København, og selskabet prøver ad denne vej at samle stumperne
op efter Sterling.

»Vi vil oprette nye ruter, der hvor Sterling
tidligere har fløjet. Vi har et håb om at kunne opretholde
rutenettet i fremtiden. Vi mener, at konkurrencen skal
opretholdes, og vi vil undgå at priserne stiger,« sagde adm.
direktør og grundlægger af Norwegian Bjørn Kjos i går på et
pressemøde i Københavns Lufthavn i Kastrup.Norwegian åbner med
meget kort varsel ruter fra København til Stockholm og Aalborg
som de første og vigtigste.

Code-share aftalen mellem Sterling og
Norwegian, der opdelte en stor del af det skandinaviske marked
mellem selskaberne, er ophørt øjeblikkeligt efter Sterlings
konkurs.»Vi kommer til at oprette en base i København, men vi
har indtil videre ingen aftaler om at overtage konkursboet efter
Sterling,« fortsatte han.

Også SAS er på banen, og vil være
interesseret i at profitere på Sterlings tab. »Krakket i
Sterling går ikke ubemærket hen. Nye konkurrenter vil vurdere,
om de skal gå ind på markedet.

Jeg tror, at der kommer andre
konkurrenter ind,« siger adm. direktør i SAS Danmark, Susanne
Larsen, til Børsen.Hun forklarer, at SAS i den kommende tid vil
følge markedet tæt.

»Vi kommer til at sætte større fly ind på
områder, hvor der mangler kapacitet,« forklarer Susanne Larsen
om situationen i Danmark, skriver Børsen.