Krematoriemedarbejder anklaget for ligskænding

Anklager om ligskænding fremsat i Glostrup Folkeblad mod et 3F-medlem får 3F til at hive avisen i pressenævnet, skriver Nyhedsbrevet 3F.

At have åbnet kister, stjålet smykker fra de døde og ulovligt solgt ting videre. Det var, hvad en 3F'er på Glostrup Krematorium i april blev beskyldt for i Glostrup Folkeblad.

Beskyldningerne var fremsat af 3F'erens tidligere kollega, Daniel Golan. 3F har derfor også rejst en injuriesag mod Daniel Golan.

Hos Glostrup Folkeblad mener journalist Ole Dam ikke, at han kunne have gjort noget anderledes i forhold til artiklerne om krematoriet og 3F'eren:

- Vi har sørget for tydeligt at skrive, at det er udokumenterede oplysninger, så der ikke er nogen tvivl om det. Vi går ikke ind og giver Danniel Golan ret, forklarer han til Nyhedsbrevet 3F.

Også den tidligere krematoriebrænder Daniel Golan forholder sig roligt til injuriesagen.

- Jeg har beviser for, at det jeg siger er rigtigt, så jeg er slet ikke bekymret. De beviser kommer frem, siger han til Nyhedsbrevet 3F.