01:46

Kort nyt

Kræftpatienter venter for længe: ”Det er fuldkomment uacceptabelt”

Venstres Martin Geertsen kræver en øjeblikkelig akutplan fra regionens administration på grund af for lange ventetider blandt kræftpatienter.

Som vi tirsdag aften kunne fortælle, så oplever mange kræftpatienter i Region Hovedstaden for tiden, at de må vente længere tid om at få svar fra hospitalet på grund af indfasningen af regionens nye elektroniske patientjournalsystem, som tager lægernes tid.

Det er fuldkomment uacceptabelt, at livstruede patienter ikke kan komme til behandling inden for de nationalt fastsatte retningslinjer.

Martin Geertsen, Venstre.

På baggrund af historien om de øgede ventetider kræver Venstres politiske leder i regionsrådet i Hovedstaden, Martin Geertsen, nu en øjeblikkelig reaktion fra regionens administration.

- Det er fuldkomment uacceptabelt, at livstruede patienter ikke kan komme til behandling inden for de nationalt fastsatte retningslinjer, siger Martin Geertsen

Læs også Grete måtte vente en måned på kræft-svar: Jeg var nærmest lammet

- Vi vidste selvfølgelig godt, at der ville blive tale om forsinkelser i forbindelse med indførelsen af Sundhedsplatformen, men det går simpelthen ikke, at regionen på livsvigtige udredninger og behandlinger sidder med hænderne i skødet og venter på, at Sundhedsplatformen på et tidspunkt arter sig, siger han.

69-årige Grete Pedersen er et eksempel på en patient, som af Rigshospitalet fik besked på at vente mere end en måned på at få svar, efter at hun den 1. marts havde konstateret en knude i sit bryst.

I Grete Pedersens tilfælde gik første del af behandlingen efter planen, og kræftknuden blev opereret væk den 17. marts. Men derefter får Grete Pedersen besked om, at hun først kan få svar på alvoren af hendes kræftsygdom mere end en måned senere - det er en fordobling af ventetiden sammenlignet med før indførelsen af Sundhedsplatformen.

Læs også Nyt it-system forsinker behandling af kræftpatienter

Grete Pedersens forløb er langt fra et enkeltstående tilfælde. Et stigende antal brystkræftpatienter i Region Hovedstaden oplever ikke blot ventetid, men også, at de ikke behandles til tiden.

I 1. kvartal af 2016 blev 85 procent behandlet inden for de fastsatte tider i kræftpakkerne. Men det tal var i 4. kvartal faldet til 52 procent. Det viser Sundhedsdatastyrelsens seneste opgørelse.

Derfor kræver Venstre, at administrationen i Region Hovedstaden fremlægger en akutplan, som kan bringe behandlingen for livstruende sygdomme i overensstemmelse med de nationale retningslinjer.

Læs også Sundhedsplatformen i ny skandale: Forkert medicinering

- Det kunne for eksempel ske ved at inddrage privat kapacitet, anvende kapacitet i andre regioner eller bruge ressourcer fra det økonomiske mindreforbrug, som regionen har hensat til at håndtere konsekvenserne af netop Sundhedsplatformen. Kræftpatienter og andre livstruede patienter skal selvfølgelig udredes og behandles inden for de nationalt fastsatte mål, siger Martin Geertsen, som tilføjer, at han samtidig ønsker en redegørelse for, om man andre steder inden for regionen heller ikke kan leve op til nationale mål og retningslinjer.

- Noget kunne tyde på, at der ikke rigtigt er overblik over, om og hvor Sundhedsplatformen betyder, at Region Hovedstaden ikke overholder de nationale målsætninger. Det skal der selvfølgelig styr på, siger Martin Geertsen.