Kontrolgruppe skal tjekke iraker

Køge Kommune vil nu undersøge, om en 60-årig borger i Køge uberettiget modtager førtidspension og samtidig fungerer som højtlønnet general i Irak og rådgiver for Iraks præsident, skriver DAGBLADET Køge.

Undersøgelsen kommer på baggrund af afsløringer i blandt andet Ekstra Bladet, og kulegravningen af dansk-irakerens økonomiske forhold bliver sat i gang allerede i dag.
- Vi kender det, der har været i pressen om det her, og jeg har forlangt en undersøgelse af sagen. For det er naturligvis ikke rimeligt, hvis man hæver førtidspension i Køge Kommune og samtidig har et arbejde i sit hjemland, siger Køge-borgmester Marie Stærke (S) om kommunens reaktion på afsløringerne i medierne.
- Denne sag er fuldstændig magen til andre sager, hvor vi får henvendelser om, at der bliver snydt med sociale ydelser, siger Marie Stærke, der påpeger, at det er ødelæggende og helt uacceptabelt for velfærdssamfundet, når systemet på den måde misbruges.
Kontrolgruppen i Køge Kommune arbejder på tværs af forvaltningerne, og leder af kontrolgruppen Peter Ravnholt forklarer, at man i en sag som den aktuelle indhenter de relevante informationer og kontakter andre institutioner for at få de nødvendige oplysninger. Det kan eventuelt være Skat.
Peter Ravnholt forklarer, at kontrolgruppen efter endt undersøgelse afleverer en status til den relevante forvaltning, der derefter afslutter og viderefører sagen, og han ønsker ikke at udtale sig om den aktuelle sag.
Men han forklarer, at der typisk arbejdes hurtigt, når kommunen får tip eller mistanke om socialt snyd.
- Vi vil gerne have sådan nogle sager her afsluttet så hurtigt som muligt, og jeg forventer, at der går et par dage, siger Peter Ravnholt.
Afsløringen af irakeren i Køge er en sag ud af flere om irakere i Danmark, som Ekstra Bladet har sat fokus på. På Christiansborg har afsløringerne skabt politisk grobund for, at der kan iværksættes en større undersøgelse af forholdene omkring alle irakere i Danmark.