Kommune vil have borgere over i elbiler: Nu hjælpes de på vej

Flere ladestationer skal gøre det nemmere for borgerne i Køge Kommune at skifte benzin- eller dieselbilen ud med en eldrevet en af slagsen. Derfor tages de også med på råd.

9.000 elbiler i Køge Kommune.

Det er kravet, hvis Køge Kommune skal leve op til Klimarådets ambition om, at en tredjedel af Danmarks bilpark i 2030 skal bestå af elbiler.

Men hvis det mål skal nås, så kræver det en massiv investering i ladestationer. Og derfor har byrådet nu vedtaget en såkaldt ladestanderstrategi, skriver Køge Kommune i en pressemeddelelse.

- En af de største barrierer for, at man køber en elbil, er, at man måske ikke føler sig sikker på, at man kan lade. Med ladestanderstrategien er vi med til at understøtte, at særligt de, som ikke kan lade hjemme, kan lade, når de har behov, siger Niels Rolskov, der er formand for Klima- og Planudvalget.

Her er de nuværende ladestandere i Køge Kommune.
Her er de nuværende ladestandere i Køge Kommune.
Foto: Illustration: Køge Kommune

Ladestandere skal spredes ud

Det er kommunens vurdering, at der allerede i dag er behov for flere ladestationer, samtidig betyder en ny lovgivning, at der stilles krav om, at der også opsættes ladestandere ved en række af kommunens bygninger.

Her foreslår Køge Kommune selv at placere de nye ladestandere.
Her foreslår Køge Kommune selv at placere de nye ladestandere.
Foto: Illustration: Køge Kommune

Derfor har Køge Kommune udpeget 39 placeringer ved kommunens bygninger og offentlige parkeringspladser, hvor der skal eller kan opstilles ladestandere.

- Ladestanderstrategien giver os en retning for, hvordan vi vil omstille os til flere og flere elbiler. Vi har lagt vægt på, at vi får en bred geografisk spredning af ladestandere i hele kommunen, siger Lene Møller Nielsen, formand for Teknik- og Ejendomsudvalget.

I Køge Kommune er transportsektoren den største kilde til CO2-udledning, og det er vurderingen, at hvis man har held til at omstille til de 9.000 elbiler, så giver det en reduktion på cirka 27.000 tons CO2 i 2030.

Borgerne tages med på råd

For at nå i mål har kommunen besluttet at involvere borgerne. De opfordres til at komme med forslag til, hvor de nye ladestandere skal placeres. På kommunens facebookside har der allerede været ivrig aktivitet. Således har knap 200 borgere givet deres input de første 15 timer.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Derudover inviterer kommunen til borgermøde 27. april, ligesom det er muligt skriftligt at give sit input.

Når alle forslag er modtaget, begynder den politiske proces, hvor det skal besluttes, hvorhenne de endelige ladestandere placeres.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik