Kommune stopper akut løbende toiletter: Sparer svømmehaller fulde af vand

Furesøs driftsafdeling har sparet kommunen for hele 6.000 kubikmeter vand. Det gjorde de ved at stoppe de løbende toiletter hurtigere.

Der er grund til at klappe i hænderne i driftsafdelingen i Furesø Kommune.

Driftsleder Gert Klausen og hans medarbejdere har nemlig sparet kommunen for mange penge.

quote Et løbende toilet, det får altså hurtigt brugt rigtig mange liter vand. Det går stærkt.

Gert Klausen, driftsleder i Furesø Kommune

For halvandet år siden begyndte man at tage det mere alvorligt, når man modtog en alarm om, at et toilet løb - også selvom det var midt om natten.

Derfor ændrede man struktur, så kommunens servicevagt, der alligevel kører rundt i kommunen hele døgnet, stod for at fikse det løbende toilet i stedet for at vente til næste dag.

Og det har givet pote.

Halvandet år efter har kommunen nu regnet sig frem til, at driftsafdelingens indsats har sparet kommunen 6.000 kubikmeter vand. Det svarer cirka til vand-mængden i alle kommunens svømmehaller til sammen. 

- Det er lige omkring ni procent af det samlede vandforbrug i alle kommunens ejendomme. Så det, synes jeg og mine medarbejdere da, er fedt. Det er rigtig godt, siger han.

Sådan ser man ud, når man har sparet kommunen for rigtig mange penge. På billedet ses Gert Klausen og hans team.
Sådan ser man ud, når man har sparet kommunen for rigtig mange penge. På billedet ses Gert Klausen og hans team.
Foto: Furesø Kommune

Det er Furesø Kommunes energiovervågnings-system, der tipper servicevagten om, at der bliver brugt for meget vand et sted. Så ringer en alarm hos servicevagten. Det kan også ske, hvis der springer et vandrør. 

Men det er især de løbende toiletter, som man ikke længere lader stå natten over, der gør forskellen.

- Prøv at tænke på, hvor mange toiletter, der er i vores kommunale bygninger. Børnehaver, skoler og så videre. Og et løbende toilet, det får altså hurtigt brugt rigtig mange liter vand. Det går stærkt. siger Gert Klausen. 

Det koster et løbende toilet i dit hjem

  • Et løbende toilet kan koste dig en ekstraudgift på op mod 10.000 kroner om året.
  • En gullig kalkstribe i toiletkummen eller lidt uro på vandoverfladen er tegn på, at dit toilet er defekt og trænger til et eftersyn.
  • En familie på fire bruger typisk 150 kubikmeter vand om året.
  • Godt 60 procent af vandforbruget ligger i badeværelset og går til toiletskyl, bad og øvrig personlig hygiejne.

Kilde: HOFOR

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik