Foto: TV 2 Lorry

Kommune brugte 300.000 på at uddele 800.000 i feststøtte

'Hul i hovedet'. Politiker i København er ikke imponeret over, hvor dyrt det er i administration, når kommunen fordeler støtte til events.

300.000 kroner i administration. Så meget koster det, når Københavns Kommune hvert år fordeler 800.000 kroner i støtte til små og store events fra 'arrangementspuljen'. 

Det viser dokumenter fra Teknik- og Miljøforvaltningen, som styrer puljen, skriver metroxpress.

- Det lyder til at være helt ude af proportioner. For 300.000 kroner kan man jo næsten have en hel medarbejder eller i hvert fald to tredjedele medarbejder siddende i et helt år til at administrere sådan en opgave. Det er ikke en særlig effektiv måde at gøre tingene på, siger Roger Buch, der er kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, til metroxpress.

De Konservatives formand i Københavns Kommunes Borgerrepræsentation, Jakob Næsager, er enig.

- Det er fuldstændig hul i hovedet, at så mange penge skal ende i bureaukrati og administration i stedet for at komme borgerne til gode. Man kunne lige så godt smide pengene direkte i skraldespanden, siger han til metroxpress.

Jakob Næsager har fået nedstemt et forslag om, at der bør indføres en bagatelgrænse for, hvor lille et beløb, man kan ansøge om.

- For hvis hvem som helst kan søge for femogtyve øre, så er det jo klart, det er dyrt at administrere, siger han til metroxpress.

Det har ikke været muligt at indhente en kommentar fra teknik- og miljøborgmester Morten Kabell. Men hans forvaltning oplyser, at det fremover bliver billigere at administrere puljen, da man i højere grad vil give støtte til større arrangementer og kun have to ansøgningsrunder hvert år.