Kommune advarer forældre: Mænd onanerer foran børn i populær video-chat

Video-chatsiden OmeTV hitter blandt børn og unge, men mange oplever også grænseoverskridende og seksuel adfærd i chatten.

Tårnby Kommune har fredag udsendt en advarsel til samtlige forældre til skolebørn i kommunen.

Advarslen omhandler den nye videochat-tjeneste OmeTV, som hitter stort blandt unge og skolebørn overalt i TV 2 Lorrys sendeområde.

quote Vores oplevelse er, at det er en trend, der er overalt i Tårnby. Derfor har vi nu sendt et brev til alle forældre i kommunen.

Allan Madsen, SSP- og ungeteammedarbejder, Tårnby Kommune

Tjenesten, der på overfladen kan virke tilforladelig, kan nemlig lede skolebørnene til direkte videoforbindelser, hvor voksne er enten nøgne, onanerer eller i ekstreme tilfælde udfører overgreb på børn.

På Skelgårdsskolen i Tårnby har flere elever oplevet nøgne voksne på tjenesten, og det har fået kommunens SSP-team til at undersøge sagen nærmere.

SSP:  "Vi har sendt brev til alle forældre i kommunen"

- Vi er gået ud og har talt med klubberne, for det er blandt andet der, de unge ofte er på telefonerne. Der har vi spurgt, om det er en trend - og det må man sige, det er, siger Allan Madsen, der er SSP- og Ungeteammedarbejder i rådgivning og forebyggelse hos Tårnby Kommune.

- Vores oplevelse er, at det er en trend, der er overalt i Tårnby. Derfor har vi nu sendt et brev til alle forældre i kommunen, tilføjer han.

TV 2 Lorry gik selv på OmeTV for at undersøge fænomenet. Efter kort tid fik reporteren denne besked
TV 2 Lorry gik selv på OmeTV for at undersøge fænomenet. Efter kort tid fik reporteren denne besked
Foto: Screendump / minichat

Advarslen kommer i form af et SSP-nyhedsbrev, som bliver lagt på ForældreIntra hos samtlige otte skoler i Tårnby Kommune.

- Det er på den her måde, vi kan få det her budskab bredest ud, siger Allan Madsen.

I en orientering til forældrene på Skelbækskolen opfordrer ledelsen til, at forældrene får talt med skolebørnene om tjenesten.

quote Desværre er det ikke kun børn der er brugere af siden. Flere elever har oplevet nøgne voksne på siden

Orientering til forældre fra Skelgårdsskolen, Tårnby

"Ved første øjekast får man indtrykket af, at siden er til børn. Desværre er det ikke kun børn, der er brugere af siden. Flere elever har oplevet nøgne voksne på siden", skriver skolen i orienteringen.

Ifølge SSP-medarbejderen Allan Madsen er der flere bekymringer, som trænger sig på, efter kommunen er blevet opmærksom på problematikken.

- For det første kan man få en uheldig oplevelse. Og så er der også muligheden for, at der bliver solgt nudes eller, at nogen bliver fristet, lokket eller føler sig presset til noget, de ikke har lyst til.

- Det, klubberne fortæller, er, at de unge ofte mødes om det her medie. Så sidder de nogle stykker om det og synes, det er underholdende. Men det kan gå fra at være sjov og spændende underholdning til pludselig at være noget, man ikke har lyst til at se på, siger Allan Madsen.

Omkring klokken 11 fredag formiddag. Der er ikke langt mellem grænseoverskridende og seksuel adfærd på tjenesten.
Omkring klokken 11 fredag formiddag. Der er ikke langt mellem grænseoverskridende og seksuel adfærd på tjenesten.
Foto: Screendump / minichat

Københavnske folkeskoler har blokeret siden

Tårnby Kommune er ikke den eneste kommune, der har hørt om tjenesten, som kan være grænseoverskridende.

Københavns Kommune har allerede for flere uger siden handlet på baggrund af flere grænseoverskridende hændelser med tjenesten i folkeskolerne.

- Skolernes internet har en firewall, der spærrer for adgang til porno, sider med mal-ware og ekstrem vold. Ingen filtre eller firewalls kan dog give fuld sikkerhed. Derfor kan skolerne henvende sig til forvaltningen, hvis der er hjemmesider, som de ønsker at få blokeret, fortæller Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune til TV 2 Lorry.

Derfor er det ikke længere muligt at tilgå OmeTV på de 60 folkeskoler i København.

- Hvis en elev forsøger at tilgå mediet via skolens internet, modtager eleven en advarsel med en opfordring om at tale med sin lærer om emnet, oplyser forvaltningen til TV 2 Lorry og tilføjer en vigtig detalje:

- Det hindrer dog ikke børn og unge i at tilgå mediet fra deres private mobiltelefoner via eget internet-abonnement. Skoler og institutioner taler om disse emner med børn og forældre lokalt, hvis de oplever problemer med anstødeligt indhold på sociale medier.

Elev-organisation: Mere digital dannelse i skolerne

Hos Danske Skoleelever kender man bestemt også til tjenesten. Her lyder opfordringen, at skolerne skal undervise langt mere i digital dannelse generelt.

- Vi synes, at skolerne skal gøre mere for at digitaldanne eleverne og være med til at gøre dem sikre i den digitale verden, siger Sarah Gruszow, der er formand for organisationen.

- Man kan heller ikke bare sætte unge mennesker ind i en bil uden at give dem et slags kørekort, argumenterer formanden.

Hun medgiver, at forældre også har et ansvar for børnenes digitale dannelse, men mener samtidig, at skolerne har en vigtig opgave.

- Vi skal forebygge det her og sørge for, at der ikke ender flere på den slags tjenester, siger Sarah Gruszow.

Børns Vilkår: - Det ligner noget, der er lavet til børn

Ifølge Børns Vilkår handler det ikke kun om dannelse.

Omkring klokken 11 fredag formiddag. Der er ikke langt mellem grænseoverskridende og seksuel adfærd på tjenesten.
Omkring klokken 11 fredag formiddag. Der er ikke langt mellem grænseoverskridende og seksuel adfærd på tjenesten.
Foto: Screendump / minichat

Alle børn gennemlever perioder, hvor ting skal udfordres og opleves - og en tjeneste som OmeTV er i den sammenhæng ikke nødvendigvis 'noget særligt'.

- Men vi synes, det er problematisk, at børn kan se ting, som ikke er for børn. Det kan for eksempel være pornografisk materiale, siger Sanne Lind, der er børnefaglig konsulent hos Børns Vilkår.

Hun mener, at noget af det, der gør OmeTV anderledes, er layoutet.

- Det ligner noget, der er lavet til børn, siger hun.

Samtidig er det et problem, at man ikke skal logge ind, når man bruger tjenesten via en internetbrowser. På den måde kan man ikke blive sorteret fra, hvis man ikke er gammel nok. Det gør det også vanskeligt at blokere og få fat i de brugere som ikke overholder reglerne.

Rådet fra organisationen er, at forældre bør interessere sig for hvad deres børn synes er sjovt på nettet og snakke med dem om hvad de oplever. I den forbindelse kan man tage en snak om, hvad OmeTV. Men det betyder ikke, at det skal forbydes.

- Du skal ikke sige, at de ikke skal gå ind og se det. Så sætter man et forbud op. Så risikerer man at børn bliver nysgerrige og eksperimenterende, siger Sanne Lind og fortsætter:

- Man skal have en snak med børnene om, at man kan opleve ting, som man kan blive forskrækket over. Og der skal man som barn lære at mærke sine egne grænser. Som forælder skal man sige 'hvis du oplever noget, som gør dig bange eller skræmt, så sig det til mig. Så taler vi om det, og jeg bliver ikke sur.

Erfaringer fra Børnetelefonen viser, at børn og unge ofte føler det skamfuldt og pinligt at tale med en voksen om grænseoverskridende oplevelser på internettet.

Derfor er dialogens vej den bedste, lyder rådet fra Børns Vilkår.

- Vi må ikke løfte pegefingeren - så lukker vi ned for dialogen, siger Sanne Lind.

Mest læst i dag

Se flere

Mest læst i dag

Se flere

Samfund

Bengt Holst

Forsvarede offentlig aflivning af giraf - nu stopper Zoo-direktør efter 37 år

Lars Weiss

Aflyser alt: Københavns overborgmester tvunget i isolation

rørledning banedanmark

playHer bliver et kilometerlangt kabelrør bugseret gennem København i kæmpe manøvre

fakkeloptog peter bangs vej

Borgere går fakkeloptog for at mindes trafikdræbt femårig

Tårnby

Forsiden lige nu

Se flere

På forsiden nu

Se flere