Kommunal udligning: Jyder har 7500 kroner mere om måneden

Jyske familier har 89.000 kroner mere i rådighedsbeløb end familier i hovedstadsområdet. Men kommunerne omkring København sender milliarder ud i landet i udligning.

Familien Pedersen i Skive har 80.000 kroner mere i rådighedsbeløb end familien Svensson i Solrød. Foto: Sebastian Bindesbøll Møller / TV2 Lorry

Borgere i provinsen har et større rådighedsbeløb end borgere, der bor i hovedstadsområdet. 

Det er urimeligt, især når kommunerne omkring København sender 14 milliarder afsted til resten af landet via den kommunale udligning.

Sådan lyder det nu fra "Stop Forskelsbehandlingen", som er et samarbejde imellem kommunerne i hovedstadsområdet. 

De synes, at Christiansborg har for meget fokus på landets udkantsområder, og at udligningsordningen er gået over gevind.

Jyske familier har 89.000 kroner mere

I gennemsnit har en jysk familie med to voksne og to børn 89.000 kroner mere til sig selv om året, når alle regninger er betalt, end en familie fra Hovedstadsområdet.

Det skyldes højere leveomkostninger i hovedstadsområdet - blandt andet boligpriser. 

TV 2 Lorry har besøgt to familier - en i Skive og en Solrød - for at spørge dem, hvordan de oplever forskellen i rådighedsbeløb.

Familien Svensson i Solrød har 13.000 i rådighedsbeløb Foto: Sebastian Bindesbøll Møller / TV2 Lorry

Solrødfamilie: Vi har lige i underkanten

Når man regner hele børneflokken med bonusbørn, så er der seks medlemmer af familien Svensson i Solrød. De mange familiemedlemmer giver mange udgifter og stram styring af økonomien. Når regningerne er betalt har familien 13.000 kroner hver måned til mad, fritidsaktiviteter og det løse.

- Vi ligger lidt lavt i forhold til, hvad banker og andre anbefaler, siger Jeppe Svensson.

Familien Pedersen i Skive har 18-20.000 i rådighedsbeløb. Foto: Sebastian Bindesbøll Møller / TV2 Lorry

Familien Pedersen: Det giver frihed

Familien Pedersen i Skive består af Allan Gjedde Pedersen og Christina Kudsk Pedersen og deres to børn Ella og Herman.

De har anderledes luft i økonomien. Familien har 18-20.000 kroner til sig selv, når de faste udgifter er klaret.

- Vi har friheden ved, at det ikke er stress for os i hverdagen, hvordan vi skal have tingene til at hænge sammen, siger Christina Kudsk Pedersen.

Familien Pedersen har friheden til ikke at bekymre sig over, om økonomien holder Foto: Sebastian Bindesbøll Møller / TV2 Lorry

Familien Pedersen har tidligere boet på Frederiksberg og i Valby. Men de store udgifter i hovedstadsområdet var en grund til, at de flyttede i 2016.

- Hvis vi skulle have et hjem tilsvarende vores nuværende, så skulle vi have sat os meget dyrere, hvis vi skulle blive i København. Det ville have krævet, at vi var født med en guldske i munden, siger Allan Gjedde Pedersen.

Hvis familien Pedersen skulle været blevet i hovedstaden, ville det have krævet mange penge, siger Allan Gjedde Pedersen Foto: Sebastian Bindesbøll Møller / TV2 Lorry

Tal fra "Stop forskelsbehandlingen" viser, at en familie i Skive i gennemsnit har 392.000 kroner i rådighedsbeløb om året. I Solrød er tallet 298.000 kroner, altså 94.000 kroner lavere.

Ferie hvert andet år

Familien Pedersen i Skive har altså omkring 80.000 kroner mere om året i rådighedsbeløb end familien Svensson i Solrød. Og Jeppe Svensson kan godt mærke, at økonomien er stram:

- Vi kunne godt tænke os, at komme på ferie hvert år, men det er cirka hver andet år, vi kommer afsted, siger Jeppe Svensson, der ligesom sin kone er skolelærer.

Familien Svensson kommer ikke på ferie hvert år Foto: Sebastian Bindesbøll Møller / TV2 Lorry

Solrøds borgmester, Niels Hörup fra Venstre, synes der er urimeligt, at jyske familier har så meget mere i rådighedsbeløb.

- Hvor vi i udgangspunktet bliver udråbt til at være de rige, viser det sig, at vi efter udligning er de fattige, det synes jeg ikke er fair, siger Solrøds borgmester Niels Hörup fra Venstre. 

Hovedstadsområdet udligner 14 milliarder

Omvendt ser det ud med den kommunale udligning. Hovedstadsområdet udligner altså 14 milliarder til resten af landet. Solrød skal af med 262 millioner, mens Skive modtager 348 millioner. 

Solrøds borgmester er sådan set enig i, at der skal være en udligning imellem kommunerne. Han synes bare, den er løbet løbsk.

- Det er et trecifret millionbeløb, som vi ikke har til rådighed til at give borgernær service og velfærd, siger han til TV 2 Lorry.

Skives borgmester, Peder Christian Kirkegaard, Venstre, mener at hovedstadsborgmestrene blander pærer og bananer. Foto: Sebastian Bindesbøll Møller / TV2 Lorry

Skives borgmester synes, at "Stop forskelsbehandlingen" og hovedstadsborgmestrene blander pærer og bananer, når de holder rådighedsbeløb og kommunal udligning op overfor hinanden,

- Jeg synes, man blander to ting, der ikke har meget med hinanden at gøre. Det ene er privatøkonomi, og det andet er den her generelle udligning imellem kommunerne, siger Peder Christian Kirkegaard, som er borgmester i Skive for Venstre.

00:25

Sådan virker den kommunale udligning:

Luk video

Den kommunale udligning skal sikre, at der er nogenlunde samme niveau på tilbuddene til borgerne i landets kommuner.

Først ser man på kommunernes indtægter. Hvor mange gode skatteborgere har de, der spytter i kassen? Så ser man på udgifterne, hvor mange børn ældre og borgere med socialeudfordringer har den enkelte kommune? 

Efter en kompliceret beregning tager man fra de kommuner med mange penge, og giver til de der har mindre.

- Det er jo noget, der er med til at sikre, at der er mulighed for at skabe nogenlunde ens serviceniveau i hele landet, siger Skives venstreborgmester, Peder Christian Kirkegaard,

Solrøds borgmester, Niels Hörup mener at den kommunale udligning ud af Hovedstadsområdet er blevet for stor. Foto: Sebastian Bindesbøll Møller / TV2 Lorry

- En fair udligning, det skal vi have, men jeg synes det har antaget dimensioner, hvor det ikke er fair. Når man som borger her i Solrød har 8000 kroner mindre til rådighed, end man har i det jyske, siger Solrøds borgmester Niels Hørup.

04:43

Store forskelle på rådighedsbeløb - se TV indslaget:

Luk video

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik