Køge bedst til hovedsygehus

Køge Sygehus fremstår som det klart bedste valg, hvis det kommende regionsråd beslutter at udbygge et af de eksisterende sygehuse til hovedsygehus. Til gengæld vil det ikke være væsentligt dyrere at bygge et nyt hovedsygehus end at udbygge og modernisere et af de eksisterende. Det fremgår af det analyse-materiale om en fremtidig sygehusstruktur, som medlemmer af det kommende og det nuværende regionsråd fik forelagt i formiddag, skriver DAGBLADET Køge.

Materialet viser, at der ved Køge er bedst plads til udbygning, at byen er lettest at komme til for både patienter og ansatte, og det er det sygehus, som det vil være billigst at udbygge og modernisere, så det kan konkurrere med et nyt sygehus på kvalitet og effektivitet.

Slagelse får næstflest point som udbygnings-egnet, mens Roskilde, Næstved og Holbæk får dumpekarakter.

Ringsted, der ofte har været nævnt som mulig hjemby for et helt nyt hovedsygehus, bliver i rapporterne fremhævet for sin centrale placering, men det fremgår også, at et nyt hovedsygehus i Ringsted vil komme til at dræne det midtsjællandske område for patienter i et omfang, som kan betyde, at det bliver svært også at opretholde Køge og Slagelse som akutsygehuse.