00:26

I Zoologisk Have i København vil de bruge regnvandet igen.

Københavns Zoo vil samle regnvand fra tagene

I Zoologisk Have i Københavns bygger de nye tage. De særlige konstruktioner skal samle regnvand, som kan genanvendes i den store have.

De fleste af os synes, at regn er skidt. For det meste, hvert fald. I Zoologisk Have i København skal de værdifulde dråber fra oven nu samles ind. Det er godt for både miljøet og pengepungen.

Projektet er ganske omfattende, og målet for Zoo er da også stort.

- Vores vision og mål er, at afkoble hele zoologisk have fra kloaknettet, siger miljøkoordinator i Københavns Zoologiske Have, Rikke Bydam, til TV 2 Lorry.

I øjeblikket etablerer haven opsamlingsanlæg på taget af næsehornshuset, girafhuset og over det nye oplevelseshus, der skal binde bygningerne sammen. 

- Så lige nu bliver der samlet op på tagarealer på i alt 950 kvadratmeter tag, siger Rikke Bydam, og fortæller, at de store vandmasser i første omgang bliver ført ned i et rensningsanlæg, hvorefter det fordeles.

Opsamlingen fra de tre tage skal i første omgang fylde en anlagt sø, som dyrene kan bade og drikke i.

- Det bliver typisk til søen (at vandet skal bruges, red.). Der kan godt være ret meget vand i den her sø. Der kan være cirka 130 kubikmeter vand, siger Rikke Bydam og fortsætter:

- Vi vil jo rigtig gerne bruge vandet, før det havner i både kloakker og til nedsivning.

Der bliver rig mulighed for at få glæde af vandmasserne, der langt overstiger 130 kubikmeter, hvis miljøkoordinatorens udregning holder.

- En simpel beregning på, hvor meget vand det kan give om året er potentielt set cirka 700 kubikmeter vand. Det supplerer altså vandet i søen, lyder det fra Rikke Bydam.

- Det er spændnede fordi det er et større projekt. Der er store perspektiver i det. Det er spændende, fordi det er godt for vores klima, at vi bliver nødt til at forholde os til, hvad vi gør, når vandet kommer meget og hurtigt.

Og de store vandmasser på toppen af Valby Bakke kan meget vel komme mange Frederiksbergborgere til gode. De kan nemlig undgå en del af skybrudsfølgerne, hvis vandmasserne fra Zoologisk Have bliver i havens eget regi.

- Strategisk kan vi holde en masse vand tilbage heroppe, så det ikke havner i kloakken længere nede af vejen, slutter Rikke Bydam.