København giver millionstøtte til mega LGBT+-event

Copenhagen 2021 forventer 750.000 deltagere og gæster til gigantisk regnbue-arrangement sommeren 2021.

Foto: Liselotte Sabroe - Ritzau Scanpix

I 10 dage i sommeren 2021 kommer København og Frederiksberg til at stå på den anden ende.

Det sker, når de to mega-begivenheder WorldPride og Eurogames for første gang finder sted samtidigt og i samme by - og slås sammen til én meget stor, og meget farvestrålende  begivenhed.

Politikerne i Københavns Borgerrepræsentation har på sit netop vedtagne budget afsat i alt 17,3 millioner kroner samlet over de næste to år.

Kæmpe indtægt fra turister

Og de penge kan formentlig hurtigt få ben at gå på.  Organisationen Copenhagen 2021, der står for planlægningen, vurderer, at arrangementet kommer til at samle omkring 750.000 mennesker i form af både deltagere og tilskuere til begivenhederne, der har rod i LGBT+-miljøet.

Wonderful Copenhagen regner med, at arrangementet vil give en turismeomsætning på 176 millioner kroner og yderligere 89 millioner i afledt omsætning.

 - Det er vigtigt for vores gæster, der kommer fra hele verden, at de ved, at København tager LGBTI+-rettigheder seriøst. Og når kommunen bakker op om Copenhagen 2021, sender det et stærkt signal til omverdenen om, at inklusion og respekt for menneskerettigheder er vigtigt, siger Ane Rindom, der er forperson for Copenhagen 2021 og tilføjer, at da der stadig foregår diskrimination og sker hadforbrydelser, er det nødvendigt at fortsætte kampen for, at alle kan færdes trygt på alle nivauer i samfundet - "uanset kønsudtryk, seksuel orientering eller kønsidentitet"

Læs også Ny budgetaftale sikrer WorldPride og EuroGames 6,5 millioner

Budget på 95 millioner

København har nu i alt bevilget 30 millioner kroner (17 med det netop vedtagne budget og resten fordelt på tidligere år), men der er stadig et godt stykke vej for at få arrangementet til at hænge sammen.

Copenhagen 2021-sekretariatet oplyser nemlig til TV2 Lorry, at det samlede budget ligger på omkring 95 millioner kroner.

Copenhagen 2021 har været på finansloven for 2019 og er det igen i 2020 med tre millioner kroner om året, og hertil kommer så forventet støtte fra virksomheder og sponsorer. Dermed kommer der støtte både fra stat, erhvervslivet og Københavns Kommune.

Folkene bag Copenhagen 2021 skal skrabe 95 millioner kroner sammen, hvis budgettet skal holde. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

I forbindelse med de 17 millioner kroner, Københavns Kommune bevilger på de to næste års budget siger overborgmester Frank Jensen:

- En af de allerskønneste ting ved vores by er, at her er plads til alle og at vi behandler hinanden ordentligt og respektfuldt. Copenhagen 2021 bliver en folkefest i København, men sender samtidigt et vigtigt signal til omverdenen om, hvordan vi ser på tingene her i København: Her har du ret til at være, den du er. Fællesskabet har rum til os alle, sådan er det, og sådan vil vi kæmpe for, at det bliver ved med at være.

Frederiksberg er uafklaret

Når den årlige Copenhagen Pride afvikler sin parade, er det med Frederiksberg Rådhusplads som udgangspunkt. Herfra går turen ned gennem Frederiksberg Allé og videre ind i Københavns Kommune ad Vesterbrogade.

I 2021 er det også planen, at paraden skal sendes afsted fra Frederiksberg Rådhusplads - men formentlig bliver ruten længere. Og hvor København allerede har bevilget støtte til Copenhagen 2021, så har Frederiksberg endnu ikke åbnet de økonomiske sluser. 

Læs også Ordbog til Pride-ugen: Hvad betyder non-binær, transkønnet og transfeminin?

Frederiksberg Kommunes budget for 2020 er ikke forhandlet på plads endnu, men en eventuel støtte indgår foreløbig ikke i det budgetoplæg, forvaltningen har leveret til politikerne. De mangler dog stadig at afvikle deres budgetseminar og at gennemføre de egentlige politiske forhandlinger om budgettet.

Det vil være helt naturligt, at vi støtter Copengagen 2021

Mette Bram, Rådmand, Alternativet

Frederiksbergs konservative borgmester Simon Aggesen har ingen kommentarer til  sagen inden forhandlingerne. Alternativets rådmand, Mette Bram, siger:

- Vi plejer jo at stille faciliteter til rådighed for priden, og det vil være helt naturligt, at vi støtter Copenhagen 2021, og det vil jeg i hvert fald arbejde for.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik