København er gået totalt i stå

Udbygningen af København med luksusboliger og erhvervsbyggeri i prisbelønnet verdensarkitektur er gået totalt i stå. Kun de bygninger i Ørestad og langs havnefronten, hvor spaden er sat i jorden, bliver i bedste fald bygget færdige.

Resten af grundene
kommer til at ligge hen som brakmarker i årevis, mens recession,
bolig- og finanskrise holder boligpriserne i bund. Skriver
Berlingske Tidende. »Vi har ingen grunde til salg, for der er
ikke noget marked i bevægelse i øjeblikket. Det er ærgerligt,
men det er sådan, det er,« siger Jens Kramer Mikkelsen, direktør
for By og Havn, som ejer grundene i udviklingsområderne. By og
Havn har byggegrunde med plads til mere end 1,5 mio.
etagekvadratmeter liggende på de lukkede salgshylder. Det svarer
til en halv Ørestad og mere end 2.000 lejligheder. Hovedparten
af de usolgte grunde ligger da også i Ørestad City og Ørestad
Syd, hvor kun to boligbyggerier og et hotelbyggeri fortsat er i
gang. Dertil kommer, at mindst 10-15 af de store byggegrunde,
der allerede er solgt, kommer til at ligge brak, formentlig i
flere år ud i fremtiden. Berlingske Tidende har kontaktet en
lang række bygherrer, der allerede har købt grunde især i den
sydlige del af Ørestad. Og svaret er entydigt: Der kommer ingen
byggekraner. Stort tænkte masterplaner og bolig- og
erhvervsbyggerier tegnet af prisbelønnede arkitekter og
tegnestuer som amerikanske Steven Holl og Daniel Libeskind samt
danske Kim Utzon og Vilhelm Lauritzen er sat på hold. Skriver
Berlingske Tidende. »Vi har lagt planerne i skuffen, men håber,
at de kommer op igen en dag. Jeg ved jo ikke, hvordan verden ser
ud om fem år,« siger en af bygherrerne, direktør for City
Development, Mads Nørby Hansen, Det er primært Ørestaden, der
vil se et stop i udbygningen, men også områder ved Københavns
Havn er sat på standby. Det gælder f.eks. Teglværkshavnen og
Enghave Brygge i Sydhavnen. Hertil kommer, at der ikke er købere
til en meget stor del af de boligblokke, der allerede er bygget.
Salget af ejerlejligheder er også gået fuldstændigt i stå, og
der er lige så store problemer med at få lejet de dyre
lejligheder ud. I det prisbelønnede VM Bjerget i Ørestad er der
eksempelvis solgt under 20 af 80 lejligheder. Erfarer Berlingske
Tidende.