Khader-bagland i opløsning

Naser Khaders bagland har taget flugten fra Liberal Alliance.

Otte ud af ni af bestyrelsesmedlemmer i Københavns Storkreds, hvor Khader er opstillet, har meldt sig ud af Liberal Alliance. Heriblandt formand, næstformand og datter af den tidligere konservative leder Hans Engell, Charlotte Engell, skriver Berlingske Tidende. »Det er rigtig nok, at vi nu er otte bestyrelsesmedlemmer, som har trukket os fra Københavns Storkreds. Vi føler, at partiet har flyttet sig væk fra vores oprindelsessted,« siger Camilla Sofani Bartholdy, nu tidl. formand for Liberal Alliance i Københavns Storkreds. Hun bekræfter, at partiets liberale drejning har haft stor indflydelse på hendes beslutning om at melde sig ud. Syv af de ni bestyrelsesmedlemmer valgte på et bestyrelsesmøde at nedlægge deres mandat og melde sig ud. I går valgte så det ottende medlem, Torben Deciderius-Poulsen, at nedlægge sit mandat og melde sig ud af Khaders tropper. Derved tæller bestyrelsen nu én mand. Torben Deciderius-Poulsen giver Camilla Sofani Bartholdy ret i, at de liberale kræfter har fået for meget styrke i partiet. Samtidig mener han, at partiet er topstyret uden hensyn til menige medlemmers holdninger. »Den største anke har været, at menige medlemmer ikke har haft nok indflydelse,« siger han. Samtidig fortæller Torben Deciderius-Poulsen, at utilfredsheden startede, da Gitte Seeberg meldte sig ud. Siden er bægeret gradvist blevet fyldt, men især den seneste tids kursskifte gjorde udslaget. »Jeg er blevet irriteret over, at de har skiftet partiets navn, partiprogram og principprogram hen over hovedet på medlemmerne,« lyder det. Landsformand Leif Mikkelsen mener, at det er folks egen beslutning, hvis de melder sig ud. Men mener ikke, at medlemmerne på Christiansborg har gjort noget forkert. »Hvis de ikke kan lide vores deodorant, så er der ikke noget at gøre ved det,« lyder det. Og det får jer ikke til at skifte deodorant? »Vi skifter ikke deodorant - nej,« slutter Mikkelsen