06:24

1 af 2

KBH vil droppe samarbejde med Islamisk Trossamfund

Islamisk Trossamfund får en måned til at tage afstand fra en række kontroversielle ytringer. Sker det ikke, vil al samarbejde og dialog om antiradikalisering ophøre, mener et flertal på rådhuset.

Islamisk Trosamfund har længe delt vandene på Københavns Rådhus. Men nu har et flertal vedtaget at stoppe al nuværende samarbejde og dialog med trossamfundet, hvis det ikke inden for måned tager afstand fra en række kontroversielle ytringer fra en række imamer. Det skriver Berlingske.

Socialdemokraterne og den borgerlige fløj bestående af V, LA og K mener nemlig ikke, at trossamfundet helhjertet bakker op om demokratiske værdier, og har nu fremlagt en række eksempler, hvor trossamfundet ifølge politikerne bevæger sig over kanten. Det kan betyde, at samarbejdet om for eksempel antiradikaliseringsindsatsen vil ophøre.

Ifølge flertallet på rådhuset er trossamfundet og en række imamer, der har været inviteret til at prædike, gået over stregen flere gange. Et af eksemplerne er fra maj 2013, hvor Islamisk Trossamfunds ungdomsorganisation, Munida, revsede unge for at se X Factor:

"Det er haram, også når man kun kigger på det to-tre minutter. Hvad betyder haram? Det betyder, at Allah straffer én for det," lyder det i en Youtube-video.

For Socialdemokraternes Lars Aslan Rasmussen var invitationen af den kontroversielle prædikant Imam Haitham al-Haddad dog det springende punkt. Imamen accepterer ifølge de fire partier stening og mener, at jøder er efterkommere af svin og aber. Sidstnænvte har imamen dog selv benægtet at have sagt.

Islamisk Trossamfund mener, at flere af påstandene fra de politiske partier på rådhuset er direkte injurierende og varsler et juridisk efterspil.

"For det første har Københavns Borgerrepræsentation fuld ret til at beslutte, hvem de vil samarbejde med, og hvem de vil ekskludere. Men det skal altid ske på korrekt grundlag. Vi kommer til at forfølge flere af de her sager, og de her citater vil blive gået efter juridisk for injurierende påstande. Det er en uhørt og ubegrundet dæmonisering, der finder sted," siger talsmand i Islamisk Trossamfund, Imran Shah, til Berlingske.