Arkiv. Det er ikke denne perserkat, der er tale om. Foto: Andrey, Wikimedia Commons

To katte er blevet barberet: Politiet efterlyser vidner

Der er ikke mange spor at gå efter i sagen om to barberede katte

To langhårede katte er de seneste dage blevet efterladt barberet af en ukendt gerningsmand i Nordsjælland. Det skriver Frederiksborg Amts Avis lørdag.

Fredag modtager Nordsjællands Politi en anmeldelse fra en kvinde, som havde opdaget, at hendes langhårede kat var blevet barberet fra midten af maven og ned til kønsdelene.

Kvinden, der bor på Åløkkevej i Esrum tæt på Græsted, kunne samtidig fortælle politiet, at også naboens kat havde været i nærkontakt med den barberende gerningsmand.

Læs også Flere barberede katte: Nu i Farum

Politiet mangler spor i sagen

Nordsjællands Politi har ikke mange spor at gå efter, og vil derfor meget gerne høre fra vidner, der har set noget i sagen.

Det er langt fra første gang, katteejere fortæller, at deres katte er blevet barberet af ukendte gerningsmand. TV 2 Lorry fortalte for et par år siden om flere tilfælde i Hørsholm og Farum.

Barbering af katte er en overtrædelse af dyreværnsloven og vil derfor som minimum koste en bødestraf. 

Politiet kan kontaktes på telefon 114.