Katastrofevalg for Bo Asmus Kjeldgaard personligt

En ordentlig personlig lussing. Det må SFs borgmesterkandidat i København, Bo Asmus Kjeldgaard, notere sig, oplyser P4 København.

For selv om SF gik syv mandater frem, så gik Bo Asmus Kjeldgaard voldsomt tilbage på de personlige stemmer.
Ved sidste valg fik Børne- og Ungdomsborgmesteren 8764 personlige stemmer. Ved valget tirsdag stemte kun 3570 på Bo Asmus Kjeldgaard.
Og det må få konsekvenser, mener kommunalforsker Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet.
- Det er et katastrofevalg og må give anledning til interne diskussioner om, hvem der skal være spidskandidat til næste valg. Han har svært ved at samle partiet, siger Kasper Møller Hansen.
Han mener, at årsagen bl.a. ligger i de forskellige meldinger om overborgmesterkandidaturet, som Bo Asmus Kjeldgaard er kommet med i valgkampen, og så hans manglende evne til at afværge dårlige sager i forvaltningen på en overbevisende måde.